Pool

Nikolaj Sonne Svendsen vinder AM 8-ball

19 mand var mødt frem i Aarhus Snooker & Pool Klub for at dyste om Landsmesterskabet i 8-ball i klasse A. Dermed var det et af årets største felter, og der var dækket op til en lang dage med masser af gode og spændende kampe. Stemningen og spillelysten var på plads fra start, og der blev udvist masser af god sportsmanship.

5 mand spillede deres første turnering i unionsregi, deriblandt en håndfuld håbefulde lokale spillere. Hjemmebanefordelen blev udnyttet bedst af unge Jakob Tougård, på trods af at han tabte sin første kamp, så han måtte tage den lange vej for at nå frem til kvartfinalen. Her stod han overfor Sonny Bruun fra Randers, der spillede en fin turnering efter en lang pause fra turneringsbillard. Det blev en gyser, hvor Jakob med solid potning og de små marginaler på sin side hev sejren hjem med 6-5.

De øvrige semifinalister var alle fra Aalborg, der da også stod for hovedparten af deltagerne i turneringen. Yzeir Baku fra ABK 31 bragte sig i semifinalen med solidt spil og en 6-1 sejr over Peter Sørensen. Jesper Pedersen, ligeledes fra ABK 31, var kølig i slutfasen af sin kvartfinale mod Christian C. S. Hansen og vandt 6-4. Nikolaj Svendsens vej til semifinalen talte tre tætte sejre: 6-5, 6-4 og i kvartfinalen 6-5 over Rune Mosbaek.

Semifinalerne kom først i gang efter 22:30, så der skulle graves dybt i kampene, hvor guld, sølv og bronze skulle fordeles. Det aalborgensiske opgør mellem Yzeir og Nikolaj var tæt hele vejen. Ved 4-4 kunne det være gået begge veje i et sæt med masser af chancer ved bordet til begge spillere, og endda chancer på 8’eren til begge to. Nikolaj gik efter en langbal på 8’eren, men den blev for kort og gik på langs af bordet og i det forkerte hjørnehul! Han fik dog hurtigt rettet op, og gjorde det sikkert til 5-5 – atter en gang skulle han ud i afgørende sæt. Her kom det ned til de sidste baller, hvor begge spillede stærke safes, men Nikolaj trak det længste strå, og kom i finalen.

I den anden semifinale blev det aldrig lige så spændende. Jakob havde svært ved at følge med Jesper, der kom foran 4-2. Her brændte han 8’eren, men Jakob fik ikke straffet fejlen, og med bal i hånd kunne Jesper nemt gøre det til 5-2. I sidste sæt lavede Jesper en forrygende forbande – stødballen blev sendt rundt i en “spids”, hvorefter den pottede en bal der lå halvanden diamant oppe ad langbanden. Og derefter skulle han kun bruge een chance på 8’eren for en 6-2 sejr.

Dermed var vejen banet for en ren Aalborg-finale mellem Jesper og Nikolaj. Jesper kom hurtigt foran 3-1, men Nikolaj skulle vise sig at have gemt en stribe esser i ærmet. Først kom han på 3-3. Her brænder Jesper en lang og lidt tricky 8’er, selvom han havde bal i hånd – 4-3 til Nikolaj. Nu var han inde i  en stime, og tog også de sidste to sæt, så turneringssejren fortjent kom i hus. I øvrigt Nikolajs anden A-række guldmedalje på kort tid, idet han også tog 14-1 titlen i september.

Bronze: Yzeir Baku, ABK 31
Bronze: Jakob Tougård, Aarhus Snooker & Pool Klub
Sølv: Jesper Pedersen, ABK 31
Guld: Nikolaj Sonne Svendsen, Dan’s Pool Hall

Af Niels Døssing

Relaterede artikler

DM-ugen | spilleplan pr. disciplin og kronologisk rækkefølge

Rune Kampe

Indbydelse til årsmøde 2024

Rune Kampe

Adib Issa vinder AM 9-Ball

SOEREN