Af Niels O. Hansen
Som den første danske herrespiller nogensinde lykkedes det i weekenden for Kasper Kristoffersen fra Ikast Billard Klub at vinde bronze ved VM i 5-Kegler, som foregik i den argentinske by, Cordoba.
”Det er jeg meget glad for – og rigtig godt tilfreds med,” fortæller Kasper Kristoffersen, der er kommet hjem til Danmark efter en to dage lang hjemtur.
Kasper Kristoffersen er en af landets mest vindende billardspillere. Blandt andet har han tidligere vundet EM-sølv i 5-Kegler. Alligevel er han ikke i tvivl:
”Det her er det største resultat, jeg har opnået!”
Og for Kasper Kristoffersen hænger det især sammen med, at konkurrencen er endnu hårdere ved VM end ved EM.
Ved VM deltager der også spillere fra for eksempel Argentina og Uruguay, som er to af verdens bedste lande til 5-Kegler.
”Der var så mange dygtige spillere med ved det VM, så for mig er det kæmpestort at ende med at vinde bronze i sådan et selskab,” siger Kasper Kristoffersen.

Deltagerne var på forhånd inddelt i otte grupper af otte spillere. Herfra gik fire spillere videre til knockoutfasen ved VM.
Den 50-årige Ikast-spiller var på forhånd kommet i en temmelig svær pulje. Men som han fortæller:
”Det havde så den fordel, at spillerne slog hinanden indbyrdes. Og jeg fik nogle gode sejre. Kun var det ærgerligt, at jeg ikke fik fat i italieneren Riccardo Nuovo, hvor jeg førte 2-0, men hvor jeg endte med at tabe 2-3.”
Kasper Kristoffersen fik med egne ord knebet sig videre fra puljen. Og herefter ventede endnu en italiener, Severino Marchoretto, i 1/16-finalen.
”Ham havde jeg mødt før – og tabt til. Men jeg følte egentlig godt, at jeg kunne være med dengang. Og jeg synes ikke, at han havde været så overbevisende endda i gruppespillet. Jeg spillede godt, og jeg endte med at vinde 4-0.”
Derefter gjaldt det en gammel kending i form af Max Gabel fra Tyskland.
”Max Gabel er meget svær at spille imod, hvis han får lov at styre kampen. Han scorer rigtig mange point på for eksempel langballer. Og han lægger dårligt op på dem bagefter. Så mit mål var at forhindre ham i at komme i offensiven.”
Den strategi gik ikke helt godt i begyndelsen af kampen,
”Han kom foran 2-0. Men jeg fik bedre fat i ham i tredje sæt, og derfra vendte kampen på hovedet, så jeg vandt 4-2.”
Så kom der en natteforestilling i kvartfinalen mod Sebastian Paloma fra Argentina.
Kampen begyndte først kl. 00.30 og var færdig kl. 03.00.
”Jeg endte med at vinde 4-3 efter en maratonforestilling. Jeg er ikke en lyn-kineser ved bordet, og han var meget langsom. Men efter den sejr var pladsen i semifinalen – og medaljen – hjemme.”

Efter ganske få timers søvn stod Kasper Kristoffersen herefter i semifinalen mod Riccardo Nuovo, som han havde tabt til i puljespillet.
”Jeg skal ikke kunne sige, om det var derfor, jeg tabte. En fordel var det jo i hvert fald ikke.”
Den regerende danske mester var foran i alle sættene, men han endte med at tabe 0-4.
”I hvert fald de to af sættene burde jeg nok have vundet. Men jeg fik ikke lukket godt nok af, og han var uhyggelig skarp, da det gjaldt. Så det gik, som det nu gik.”
Riccardo Nuovo endte med at tabe finalen til sin italienske landsmand, Antonio La Manna, som Kasper Kristoffersen også havde tabt til i gruppespillet.
Det blev til bronze til Kasper Kristoffersen, som dermed erobrede den første danske individuelle medalje ved et VM i 5-Kegler nogensinde.
”Jeg fandt bagefter ud af, at der ved de 26 foregående VM kun har været tre lande, der har fået medaljer. Det er Italien, Argentina og Uruguay. Så medaljen er historisk, og det er da en ekstra fjer i hatten,” som han siger.
”Jeg talte i et interview med den italienske kø-producent, Longoni, sidste år om, at det var et mål at vinde en individuel VM-medalje. Men det er en ting at sige den slags. Det er virkelig noget andet at stå med den om halsen.”
Danmark har tidligere opnået VM-bronze i mændenes holdturnering i 5-Kegler, ligesom Marianne Mortensen fra BK Fluen i Aarhus og Charlotte Koefoed fra KBK i København sidste år vandt henholdsvis sølv og bronze ved kvindernes VM.
Desuden har Erling Sjørup vundet VM i Biathlon tilbage i 1991. I Biathlon spiller spillerne både 5-Kegler og 3-Bande Carambole.
I alt nåede fem ud af de otte danske deltagere ved årets VM i 5-Kegler videre fra den indledende pulje.

Foruden Kasper Kristoffersen gik netop Erling Sjørup, Ikast BK, videre fra puljespillet Det samme gjorde Henrik Søndergaard, KBK, Tobias Klausen, Randers PC og René L. Andersen fra BK Højen i Stubbekøbing videre.
De tre øvrige danske deltagere ved VM var Kim Henriksen fra Sakskøbing, Thomas Jæger fra Ikast og Jonas Søndergaard fra KBK.
De gik altså ikke videre. Men omvendt: Ingen af de danske spillere faldt igennem.
”Det siger en del om, at niveauet i Danmark generelt er blevet højt,” siger Kasper Kristoffersen.
”Vi kan sagtens være stolte af, at fem ud af de 32 deltagere i knockout-fasen var danskere. Kun Italien og Argentina havde endnu flere med her. Der er sket meget med niveauet i 5-Kegler her i landet i de sidste ti år. Danmark er efter min mening på en delt andenplads i Europa efter Italien – men sammen med Tyskland. Og i Sydamerika mener jeg, at vi er på niveau med Uruguay – men efter Argentina. Og det er ikke længere sådan, at danske spillere automatisk er chanceløse mod italienere og argentinere.”

For de danske spillere var VM også et møde med en anderledes kultur i form af den argentinske.
”De organiserer billard og deres klubber på en lidt anden måde, end vi gør. Vi kan nok være godt tilfredse med vores lokale faciliteter i forhold til deres. Ved VM havde de til gengæld gjort meget ud af, at bordene skulle være helt tip-top. Og det var de helt bestemt.”
Dagliglivet i klubberne var anderledes end det, vi kender i Danmark.
”Der er typisk tale om, at der er en ejer, og så er der mere en tradition med, at gode venner tager ud sammen og spiller billard og betaler for det. Jeg var i en klub, og omkring kl. 16.30 var der proppet med mennesker i den klub. Men så tog de ud at spise bagefter, så om aftenen var der god plads, selvom nogle af dem endte med at komme tilbage og spille igen.”
Kasper Kristoffersen var taget afsted en uge før, VM skulle begynde.
”Jeg gjorde det for at vænne mig til spilleforholdene og forholdene i det hele taget. Jeg ved ikke, om det var derfor, det gik, som det gjorde. Men det var en investering, og det var da dejligt, at den bar frugt!”

EXPLAINER
5-Kegler spilles med en rød og to hvide baller på et carambolebord. Ligesom i de øvrige Carambole-discipliner har spillerne hver sin (hvide) stødbal.
På midten af bordet er der fem små kegler, som er på størrelse med brikkerne i Ludo.
De fire yderste kegler er hvide. Den midterste er rød.
Det gælder om med sin stødbal at ramme modstanderens hvide bal og sende den ind i keglerne.
Hver væltet kegle giver to point, mens den røde midterkegle giver fire point. Midterkeglen væltet alene giver 10 point.
Det er også point i 5-Kegler ved at lave rødt (fire point) og blegt (tre point). Men bemærk: Man skal hele tiden ramme modstanderens bal først. Rødt og blegt skal altså scores ved at ramme rød bal til sidst.
På den måde bliver den røde bal nærmest en slags forhindring på banen.
Det er fuldt ud lovligt at støde direkte. Og der er heller ingen krav om bande.
Spillerne skiftes til at støde – uanset om de scorer eller ej. Derfor gælder det om at få mest muligt ud af situationen, når man er ved bordet. Og når man forlader det.
Der er ’skæve’, som går til modstanderen, hvis man ikke rammer andre baller end sin stødbal, rammer rød bal først eller sender stødbal i keglerne.
Spillet minder en del om Skomar – med kun to baller, fordi rød jo ikke må rammes først.
Dét betyder så også, at selve spillet er noget mere defensivt end Skomar. Topspillerne vælger ofte en dessin, der dækker af end en dessin, som de ikke kan være sikre på at score på, og som kan være svær at dække af på.
Men ligesom i Skomar afhænger dessinvalget også meget af, hvad stillingen er, og om man er foran eller bagud i partiet.
Individuelt spilles der normalt i sæt til 60 point.
(Fotos: Facebook)
