Pool

Mathias Spanggaard vinder DM 10-Ball

Randers Pool Club var i weekenden den 7-8. oktober vært for klubbens første individuelle DM. Disciplinen var 10-Ball og 24 håbefulde spillere stillede til start. Der skulle findes en ny dansk mester, da den forsvarende mester Mickey Krause var i Vietnam. Medaljetagerne fra sidste år og de andre seedede spillere sad over i første runde. Det gav følgende kampe i første runde.

Christian Choi mod Nikolaj Svendsen. Nikolaj vandt sikkert 8-4. Jakob Lund mod Ulrik Schlünsen. Ulrik kæmper godt men taber til sidst 8-5. Allan Hansen mod Samir Saciri. Samir skulle lige have lidt rust banket af, men vinder 8-4 til sidst. Adib Issa mod Yzeir Baku blev en tæt og velspillet kamp, hvor vinder Adib 8-5. Helene Mikkelsen mod Morten Brændgaard: Helene fører 7-4 men Morten kæmper sig tilbage på 7-7, men taber til sidst 8-7. Stanislav Stanev mod Allan Mogensen. Stanislav vinder sikkert 8-2. Kim Sandhøj mod Mark Dam. Kim spiller fint og vinder 8-2. Søren Terp mod Rune Mosbæk. Rune kæmper rigtig godt, men taber alligevel 8-5 til sidst

I vinderrunde 1 mødte vinderne fra runde 1 de seedede spillere der havde siddet over. Det gav følgende kampe. Jesper Nielsen mod Nikolaj Svendsen. Jesper vinder 8-4. Gert Laursen vinder 8-4 over Jakob Lund. Lasse Buhl og Samir Saciri spiller en tæt kamp og Lasse vinder knebent 8-6. Adib Issa møder Mathias Spanggaard og taber 8-2. Helene Mikkelsen møder Martin Brackenbury og taber 8-1. Stanislav Stanev slår Jens Hytting 8-4. Jesper Schmidt og Kim Sandhøj spiller en vanvittig kamp der ender 8-7 til Jesper efter at have været bagud 7-3 og den i sidste kamp vinder Alan Conway sikkert 8-1 over Søren Terp.

I taberrunde 2 vinder Søren, Ulrik, Jens, Yzeir, Adib, Samir, Jakob og Nikolaj alle sikre sejre over deres modstandere.

I vinderkvalifikationen mødes Jesper Nielsen og Gert Laursen. Jesper vinder sikkert 8-5. Lasse Buhl og Mathias Spanggaard følges ad hele kampen, men Mathias trækker sejren hjem 8-6. Martin Brackenbury er nede 7-6 og på to fejl, men rammer ballen og vinder til sidst 8-7 over Stanislav Stanev. Alan Conway møder Jesper Schmidt og vinder 8-5 i en tæt kamp. Vinderne var dermed videre til kvartfinalerne søndag.

Der var indlagt spisepause efter vinder kvalifikationen og Randers Pool Club, havde sørget for god mad i form af kalveculotte med diverse kartofler og salat.

Det blev derefter tid til taber runde 3. Søren, Yzeir, Samir og Jakob vinder deres kampe og spiller dermed taberkvalifikation. I taberkvalifikationen mødes Lasse og Søren, Lasse vinder kampen 7-0, efter Søren kun havde en enkelt chance for at vinde et sæt. Gert slår Yzeir 7-4 og Samir vinder 7-5 over Jesper. Den sidste kamp var en gyser. Jakob og Stanislav ender hill-hill inden Stanislav vinder kampen 7-6.

Lodtrækningen til kvartfinalerne gav følgende kampe. Jesper mod Stan, Mathias mod Gert, Samir mod Martin og Alan mod Lasse. Jesper kom efter få fejl foran med 4-0, hvor efter Stan ikke kunne nå at gøre det spændende. Mathias og Gert fulgtes af indtil 2-2, hvor efter Mathias fik spillet til at køre og kunne vinde 8-2. Alan og Lasse så på førstedagen stærke ud, men nerverne spillede ind i de første racks. Alan fandt dog spillet og kunne gå derfra med en sejr på 8-3. I den sidste kvartfinale blev Martin udsat for at scratche på 4 ud af 6 breaks. Martin kæmpede bravt, men Samir vandt med 8-5 efter stabilt spil.

I semifinalerne mødtes Jesper og Mathias i den ene og Alan mod Samir i den anden. Mathias kommer hurtigt foran 4-0 med godt spil men kikser en nem 10er og Jesper kommer tilbage i kampen til 4-3 inden Mathias igen får styr på spillet og ender med at vinde 8-4. I den anden semifinale spiller Alan rigtig godt og straffer Samir for hans fejl, Alan vinder sikkert 8-2.

Finalen blev en rigtig velspillet og spændende kamp, med få brændte baller og gode safes og break and runs. De to spillere skiftes til at vinde, men ingen af dem formår at trække fra. Kampen ender derfor på 6-6 inden Mathias formår at vinde de sidste to sæt og kampen 8-6.

Stort tillykke til Mathias med hans anden DM titel og stort tillykke til de andre medaljetagere. Tak til Randers Pool Club, tilskuere og frivillige for at skabe en god atmosfære og et godt mesterskab.

/Rene Bak

Relaterede artikler

DM-ugen | spilleplan pr. disciplin og kronologisk rækkefølge

Rune Kampe

Indbydelse til årsmøde 2024

Rune Kampe

Adib Issa vinder AM 9-Ball

SOEREN