Kegler Nyheder

Dansk Mesterskab Keglebillard 2019/20 – Referat

Det blev fredag og lørdag den 15+16/1-2021 endelig muligt at gennemføre det danske mesterskab for herrer og damer. Et mesterskab, som er blevet udsat hele 3 gange, og forsinket med 9 måneder. Vi havde desværre 4 afbud grundet den aktuelle pandemi, hvorfor turneringen kunne gennemføres på 2 dage imod de normalt 3 dage. Det var 2 afbud på herresiden og 2 afbud på damesiden.

Der kom også 3 anmeldelser til politiet, men heldigvis (ja,man fristes til at skrive, naturligvis) havde poltiet ingen bemærkninger til Asaa’s håndtering af stævnet, da alt foregik på en tillidsvækkende og Corona-sikker måde. Udover restriktionerne skulle samtlige deltagere, officials og hjælpere aflevere en negativ Coronatest før startskuddet. 

Der skal her lyde en stor tak og anerkendelse til de hjælpere, som bruger en weekend og tilmed får lavet en ubehagelig test i billardens navn. Også en stor tak til Asaa Billardklub, som har lavet et stort stykke arbejde på meget kort tid.

 

Damer

Pulje 1 lignede på forhånd en overkommelig opgave for Charlotte, hvilket ej heller slog fejl. Med 2 stabile kampe sikrede hun et sikkert avancement til semifinalen.

Lidt mere spænding var der om andenpladsen, som Louise og Marianne fik en god dyst omkring. De fulgtes længe, men en flot serie på 98 point gav Marianne det afgørende forspring og dermed sejren.

Pulje 2 var straks langt mere åben omkring førstepladsen. Charlotte og Susanne fik aldrig helt den forventede spændende kamp om førstepladsen, da Susanne fik godt gang i keglerne, og med et par gode serier skaffede hun sig en rimelig sikker sejr og dermed puljesejren.

Mary Petersen var debutant ved DM i keglebillard, og gjorde det faktisk super godt. Specielt i kampen imod Charlotte Koefoed var hun skarp, og manglede ikke meget for at overraskelsen var i hus i den afgørende kamp for videre deltagelse. Men rutinen sejrede, og tingene gik efter “planen”.

Semifinalerne var klassiske opgør, hvor vi dog savnede den mangedobbelte mester Marianne Mortensen, som desværre havde meldt afbud. Charlotte Sørensen besejrer Marianne, som på helt utrolig vis beholdt smilet på ansigtet under hele kampen. Dejligt at se, at man kan tabe og vinde med samme sind. Som mange mænd vil sige, så er det svært at se sur ud, når man lige har vundet. Så specielt mændene har lidt at lære her.

Charlotte Koefoed og Susanne havde allerede i puljen kæmpet om sejren. Det blev nærmest en tro kopi af det tidligere opgør, og igen tager Susanne sejren!

Hun kom, hun så, og hun sejrede!

Finalen blev aldrig speciel spændende. Dertil var Charlotte Sørensen simpelthen for stærkt spillende. Hun lukker i blot 10 indgange, og undervejs laver hun en meget flot serie på 202.

Charlotte Sørensen tager dermed sin syvende titel som dansk mester i keglebillard. Den første titel tog den dengang blot 16 årig pige allerede i 1999. Siden er det blevet til titler i 2015, 2016, 2017, 2018, 2019 og 2020. Altså nu 6 år i træk.

 

Herrer

Pulje 1 lignede på papiret underligt nok en god mulighed til avancement for Henrik og Per, som de 2 mest rutinerede. Henrik lignede også det sikre kort i første kamp imod Niels Fritz, hvor han starter ud med 356 point. Dermed er der lagt et enormt pres på Niels i den første kamp. Men Niels er ikke helt urutineret, endog han ikke er fast deltager ved DM finalerne. Niels slår igen med 484 point, og tager sejren. I det hele taget var Niels flyvende turneringen igennem, og var den mest stabile spiller i forhold til at komme med de store serier i hver eneste kamp. Virkelig en imponerende præstation, som lover godt for de kommende holdkampe for Gilleleje. Carsten Rasmussen og Per Jensen starter ud med en skræmmende ringe kamp, som går i 12 indgange. Ingen af spillerne får ballerne rigtigt til at trille. I det hele taget finder Per Jensen aldrig formen, og slutter med 3 nederlag i 4 mandspuljen som sidste mand i puljen. Henrik Søndergaard taber ligeledes i den afgørende kamp imod Carsten Rasmussen, og spillede ved den lejlighed en rigtig skidt kamp, og det var derfor helt fair, at Vejby manden tager det længste strå, og går i kvartfinalen. Alt dette uagtet, så tager Niels 3 sejre, hvor de 2 var ubesværet, mens der var lir på potten i kampen imod Carsten. Alle kampe med serier over 400 point. Flot igen af Niels, som overraskende bliver puljevinder.

 

Pulje 2 var afbudsramt. Det var der nok et par spillere, som ikke var helt så kede af. Spillerne i 4-mandspuljerne var nærmest tvungne til at være i klubben i hele 12 timer i træk, mens de mindre 3- mandspuljer havde 4 eller 6 timers pause i deres afvikling. I pulen er den 6-dobbelte danske mester Johnny Hansen, som altid er storfavorit uanset puljens udseende. Opgaven var da også overkommenlig for Mr. 800, som uden at imponere, sender Kai H Jensen ud i mørket efter 4 indgange. Frank Mundt må efter lidt mere besvær og en afslutning af Johnny på 430 point, også se sig besejret. Så stod kampen om andenpladsen mellem Kai og Frank. Det bliver aldrig super spændende, hvor Frank med sit åbne spil ude på bordet får ristet Kai i 6 indgange. Kai finder aldrig formen, og bliver derfor sidst i puljen og er dermed færdig ved dette års DM finale.

 

Pulje 3 bestod af formstærke Brian Nielsen, som med noget besvær får besejret den lokale helt, Martin Kristensen. En kamp, som så ud til at blive en uskøn kamp, men på målstregen reddet af 2 store serier af hver spiller på hhv. 512 og 348. Sebastian Skøtt er linjespillets ukronede mester, men fik aldrig helt styr på sine baller, og dermed ikke gang i sit ellers frygtede seriespil. Andenmanden fra Kolding må dog også nøjes med 7 indgange i 2 kampe, hvilket også vidner om to godt spillende modstandere i Martin og Brian.

 

Pulje 4 blev uofficielt kaldt dødes pulje. Det var den eneste pulje med mere end 2 tidligere danske mestre, og så faktisk 4 af slagsen. Dertil kommer sidste års nr. 1+2+3. Spillet i puljen blev også, som forventet i top kvalitet. Dog stærkt afløst af frustrationer efter 12 timers billard i aftenens sidste kamp mellem Jan og Ole, hvor niveauet faldt til mesterrække niveau. Super ærgerligt i den afgørende kamp, hvor nr. 2 i puljen skulle findes. Refleksionen må her være, at 3 kampe på en dag er fint, hvis det er 3 i træk. Men kampe kl. 13+17+21 er bare ikke optimalt, og så melder trætheden sig i hovedet. Thomas Bræck spiller 3 fantastiske kampe, og ender øverst i puljen efter meget lidt modstand. Nøgternt set ingen modstand fra de 3 ellers normalt dygtige spillere. Kent spiller 3 kampe uden serier af betydning, og det koster sejren, når modstanderne samtidig er klar til kamp.

 

Kvartfinalisterne blev fundet ved at nr. 1 spiller imod nr 8, 2 imod 7, 3 imod 6 osv. fra puljerne. Thomas møder derfor sin egen holdkammerat Carsten Rasmussen, som aldrig kommer i gang. Han taber derfor i 4 indgang uden, at Thomas behøver at imponere udover sin normalt meget høje standard. Niels Fritz har imponeret hele turneringen, men starter denne kvartfinale med 0 point. Hårdt, når modstanderen derefter straffer med en serie på 520! Niels svarer igen med utroligt flotte 674, og kampen er vendt på en tallerken. Martin lukker dog herefter kampen efter flere gange at være i gigantiske problemer. Dette er turneringens bedste kamp, og man bør se eller gense den på Youtube, hvis man lige har 2 timer tilovers. Frank Mundt møder igen Johnny Hansen og denne gang kommer Frank rigtig godt afsted, og ligner længe en mulig vinder af kampen. Han får lagt noget skidt til Johnny, som ikke er specialist ude på bordet, så han må kæmpe hårdt. Men det lykkes til sidst Johnny at få lukket kampen. Johnny er videre til semifinalen uden rigtigt at imponere. Ole Nymark og Brian Nielsen har mødt hinanden et utal af gange. Spillerne kommer lidt ud i noget rod, men Brian får først samlet trådene og lukker potten i fin stil.

 

Så kommer vi for alvor til de afgørende kampe. Det lokale heppekor af hjælpere, må desværre se deres Martin Kristensen blive slået ud af Thomas Bræck. En kamp, som overskygges af Thomas’ flotte serie på 738. Martin kommer aldrig helt igang, og står til sidst med et noget uoverskueligt efterstød, hvor han dog får 170 på tavlen. Bristol’s første- og andenmand i Søren Søgaard ligaen skulle nu afgøre, hvem der skulle i den anden finale. Det var noget åbent inden kampen, idet Johnny Hansen ikke havde imponeret i puljen eller kvartfinalen, mens Brian havde spillet op til “normalt” niveau. Faktisk lå de dermed helt lige inden denne semifinale. Desværre blev det slet ikke noget brag af en kamp, da Brian ikke får gang i sine frygtede store serier, hvilket Johnny så absolut gør med stævnets højeste serie på 772 point. Vi fik dermed ikke noget 800 kamp i årets mesterskab.

 

 

Så er vi nået til den ultimative kamp, som alle havde ventet på, og havde så store forventninger til. Johnny Hansen får en katastrofal start, og kikser, og kikser, igen og igen. Det ligner slet ikke en 6-dobbelt dansk mester. Faktisk står Johnny med 42 point efter 5 indgange. Alt imens har Thomas uden de helt store serier sneget sig op på 700 point. Så sker det….! Linjeballen er perfekt. Alt kører fra Johnny. Vi har set det så tit. Han lukker tænker mange. Men så kommer Johnny lidt ud af position, og pludselig ligger der en underhånds-langbal. 

Klik på billedet ovenfor, og se slutningen. Baghånden rammer kanten af bordet, og retningen er pludselig 3-4 millimeter forkert på bal 2. Så er løbet kørt, og Thomas Bræck kan velfortjent afslutte kampen med en serie på 100. Ikke den finale alle drømte om, men det beviser også meget godt, at keglebillard ikke udføres af maskiner, men af mennesker, som begår fejl.

Så har vi slutstillingen i blandt herrerne.

 

Stort tillykke til Thomas Bræck og Charlotte Sørensen.

 

Med sportslige hilsener

Kent Rifbjerg Erichsen

Keglebillard udvalget

Relaterede artikler

Charlotte Sørensen er verdensmester: ‘Det er ikke til at fatte’

Niels Hansen

Beretning fra de nordiske mesterskaber i snooker, 3-bande carambole og pool – Christopher Vejlager ny nordisk mester i snooker

Rune Kampe

DDBU har fået nyt æresmedlem

Niels Hansen