Thomas Andersen fra Randers Billard Klub vandt søndag i KBK i København sit fjerde danske mesterskab i 3-Bande Carambole, da han i finalen slog den forsvarende mester, Brian Knudsen fra ABK 31 i Aalborg, med 50-49.
Dermed fik Thomas Andersen revanche fra sidste DM-finale i Herning for 11 måneder siden.
Dengang var det de samme to spillere, som stod over for hinanden i kampen om guld og sølv. Men her vandt Brian Knudsen.
”Jeg jokede lidt med Brian om, at han får titlen tilbage næste år,” siger Thomas Andersen, der kom til DM med et regionsmesterskab i Region Vest i bagagen.
Her havde han spillet med det formidable totalgennemsnit 2,344.
”Jeg havde også trænet godt, så jeg kom til DM med god selvtillid,” fortæller Thomas Andersen.
Alligevel var spillet ikke oppe at ringe i gruppespillet for Thomas Andersen, selvom han vandt puljen foran Daniel Kristiansen, Varde BK, Lukas Mortensen, Randers BK og Kim Keith fra Horsens BK.
”Det var min fornemmelse, at der var mange, der sled lidt med bordene. Jeg skulle også selv omstille mig. Bordene løber egentlig udmærket, men de gik en smule tungt, så jeg var nødt til at støde lidt kraftigere end normalt,” forklarer Thomas Andersen.
I kvartfinalen vandt han over Allan Keith fra Vejle BK, mens vinderen af regionsmesterskabet i Region Øst, Brian Zola Hansen fra BK Grøndal, måtte ned i semifinalen i Thomas Andersens bedste kamp ved stævnet (1,724 i gennemsnit).
Brian Zola Hansen fik dermed bronze. Det samme gjorde Tommy Ebeling fra Albertslund BC, der tabte sin semifinale til Brian Knudsen, som forinden havde gjort det af med Daniel Kristiansen i kvartfinalen.

I finalen kom Thomas Andersen bedst fra start, men Brian Knudsen kom efter ham. Han fik ham dækket af, og han og fik også indhentet ham.
Fra 35-34 virkede det som om, Brian Knudsen havde fat i den lange ende. Det var hele tiden Thomas Andersen, der måtte jagte.
Men ved stillingen 48-43 til Brian Knudsen fik Thomas Andersen produceret en flot serie på syv point, der lukkede partiet.
Brian Knudsen havde dog efterstød, og han skulle altså kun score to point for at få omkamp.
Brian Knudsen fik lavet udlægget, men han fik ikke ramt bal 3 helt ideelt. Stødballen ramte en smule på ydersiden med det resultat, at ballerne ikke lagde sig til oplagt scoring.
”Jeg må indrømme, at jeg sad på min stol og håbede på, at den ikke lagde sig til en skolebal,” siger Thomas Andersen.
Det gjorde den så heller ikke, og i stedet måtte Brian Knudsen spille en spids, der blev for lang.
Dermed var sagen klar: Thomas Andersen er dansk mester, ligesom han var i 2016, 2019 og 2020.
”Det er jeg rigtig, rigtig glad for – og meget stolt af,” siger den 52-årige Thomas Andersen.
Selve det danske mesterskab i 3-Bande Carambole var en del af KBK’s jubilæum.
Den hæderkronede klub kan i år fejre 100-års jubilæum, og foruden DM i 3-Bande Carambole har klubben også fået tildelt DM i 1-Bande Carambole og i 5-Kegler, som afvikles senere på måneden.
(På billedet ses fra venstre: Brian Knudsen (sølv), Thomas Andersen (guld), Brian Zola Hansen og Tommy Ebeling (begge bronze))