3-Bande

3-bande | Varde vinder Søren Søgaard Ligaen

Slutspil i Søren Søgaard ligaen i 3-bande:

DM for hold blev spillet fredag og lørdag i BK Grøndal i Brønshøj. Fire hold havde sat hinanden stævne og kæmpede om guldet; for første gang i 10 år i en alle mod alle turnering. De fire var Varde BK – forsvarende mesterhold – og desuden BK Grøndal, Vejle BK og ABK31, Aalborg.
For Varde blev de første to kampe overstået relativt udramatisk, med sejre på 8-0 over hhv. Vejle og ABK31. Hjemmeholdet BK Grøndal kæmpede lidt hårdere med de samme to modstandere, men kunne trods alt sikre to sejre på hhv. 6-2 of 5-3. Dermed havde Vejle og ABK31 udspillet deres rolle i guldkampen, og deres indbyrdes kamp om 3. pladsen endte i en 5-3 sejr til Vejle BK. Begge kan dog se tilbage på en god sæson, og et godt slutspil.

Ikke uventet blev den afgørende kamp således et opgør mellem Varde BK og BK Grøndal. Her lagde Varde stærkt ud, og langt ind i 2. halvdel af de fire kampe lignede det nærmest en Walk-over for Krogh´s drenge. Men langsomt, om end ikke ligefrem sikkert, fik hjemmeholdets spillere fodfæste, og på god fight endte det hele i en meget spændende afslutning. På bord 4 fik Grøndals Lars Dunch kæmpet sig til en hårdt tiltrængt sejr over Tommy Magnussen, efter at have haft det meget vanskeligt hele weekenden. På bord 3 lavede Jacob Haack-Sørensen et stærkt comeback mod Allan Schrøder, og vandt sin kamp med beskedne tre points.

Vardes Thomas Andersen var komfortabelt foran det meste ad vejen på bord 2 mod Brian Knudsen, der dog fik kontakt og fik bragt sig foran med et enkelt point. Men så fik Thomas for alvor fat, og med en afsluttende, uimodståelig serie på 14 (stævnets højeste) lukkede og slukkede han kampen. Kampen mellem de to topfolk lignede længe en ekspeditionssag for Vardes Eddy Merckx, men i stil med sine holdkammerater kom Dion Nelin langsomt ind i kampen, og da Merckx lukkede, havde Nelin muligheden for at sikre sit hold en 5-3 sejr – hvis han vel at mærke fik lavet 5 points i sit efterstød. Det blev ved 3 points, hvorefter det fjerde, en vanskelig dessin, blev misset med få mm.
Med det uafgjorte resultat sikrede Varde BK sig dermed endnu et DM, og alle i dansk billard kan glæde sig over, at ambitionsniveauet i de danske klubber går den rigtige vej, så vi kan få endnu flere gode stævner med høj intensitet, også selv om mange af spillerne i denne weekend havde svært ved at finde sig til rette på bordene – og finde deres topniveau.

Tak til BK Grøndals næsten faste garde af ildsjæle: Dommere og øvrige officials – Tak til den næste lige så faste garde af entusiaster fra Aalborg, Varde og Vejle, der tog turen til Brønshøj og sammen med Grøndals egne tilskuere skabte en intens ramme omkring kampene. Tak til de 16 spillere der mødte op og gav den gas – det var en meget fin turnering, vi der fik afviklet. Og til sidst:
STORT Til Lykke til Varde BK med det danske mesterskab.

Ord af Tage Lauridsen

Relaterede artikler

3-Bande Carambole Elite Tours nedlægges med øjeblikkelig virkning som adgangsgivende kvalifikation til DM finalen

Rune Kampe

3-Bande Carambole | Følg Brian Knudsen til VM!

Rune Kampe

VM-reception for Charlotte Sørensen

Rune Kampe