Skomar

Sikken en Skomarfest i Frederikssund!

Tekst og billeder af Torsten Danielsson og Bjarke Strøm

4 intense dage sluttede i går på højt sportsligt niveau i Sillebroen Shopping, hvor næsten 250 spillere deltog i DSM (DrinxSjøbeck Masters) finalen, DSM Ladies, Lowrollers og DM 4-Mandshold samt landsfinalen for 4-Mands hold. Tak til alle de entusiastiske og koncentrerede spillere, som kæmpede til sidste blodsdråbe!

Et fantastisk setup med 6 suveræne og perfekte Søren Søgaard Super Royal 1/2 match Skomarborde skabte rammen om en billard- og folkefest i særklasse.

Spændende kampe lige indtil sidste point sørgede for kendte spillere på sejrsskamlen:

Lowrollers Stener Fejerskov,

DSM Ladies Charlotte Sørensen,

DM 4.mandshold, Dudes with Cues,

Landsfinalen 4-mandshold 4-kløverne

og til sidst men absolut ikke mindst:

DSM Thomas Andersen

Thomas spillede en suveræn turnering og udspillede andre favoritter, som den regerende danske mester Bjørn Nuller Jensen, Erling Sjørup, Rune Kampe, Lars Olsen og Johnny Gyldendahl – bare for at nævne nogle få. Flot flot spil af Thomas! Stort tillykke!

Et stort tillykke skal hermed på vegne af DDBU lyde til alle vinderne.

En stor tak skal lyde til Frederikssund Billard Klub med bla. – Mickael, Marianne, Jens, Martin, Johnny, Frank og mange flere med Nicolai i spidsen i dobbeltrollen som formand for billardklubben og konsulent i DDBU, som sammen med andre frivillige fra hele landet, landede et event, som vi kan være stolte af i billardsporten. Og ikke at forglemme den suveræne Nino Hansen, som styrede baren med hård og retfærdig hånd igennem alle dagene!

Tak til håndværkere, bartendere, opryddere, støvsugerteamet, lotteri holdet og selfølgelig en kæmpe tak til dommere, listeførere og den fantastiske turneringsledelse med manden med guldhatten Finn Lauritzen i spidsen og DDBU´s turneringsleder Per Andersen, som sammen med deres hold af frivillige sørgede for den korrekte sportslige afvikling.

Tak til kommentatorerne Johnny Mariager, Nicolai Jensen, Lars Laybourn, André Seyedi, Michael Ørbech (som også var Sprechstallmeister) og mange flere.

Tak også til Alex Persson for suveræn TV optagelse af de mange vigtige kampe på finalebordet.

En stor og varm tak også til vores allesammens allestedsværende Marianne Mortensen og søster Pia samt Jeanette og Torben Jensen for at stå for koordinering og overvågning af praktiske opgaver. Også en speciel tak til Emma, Benjamin, André, Andreas Høgh og de mange andre dommere, som ustandseligt tog tjanser og fik stævnet til at glide efter tidsplanen.

Vores dygtige grafiker Flemming Buhl Olsen stod for at få alle plakater, bannere, rollups, gogozips og alt andet tekst og billeder til at se professionelt og kanongodt ud. Tak for det!

Jeg vil også gerne sige en stor tak til DDBU´s personale Rune Kampe, Thomas Bøgeskov og Nicolai Jensen for alt det store omfattende praktiske forarbejde med planlægning, koordinering, opsætning og nedtagning af 100vis af reklamer, skilte, streamingudstyr, borde, stole, pointtavler, gogozips, rollups og mange andre ting.

Men uden vores fantastiske sponsorer – i det her tilfælde med DrinxSjøbeck i spidsen samt Søren Søgaard, Aramith, Simonis, Kelds Pølser, CAH Automater, Murergrej, J.N.Totalservice og mange flere – kan vi ikke lave så store events. Af hjertet tak allesammen – I er guld værd for billardsporten! !

Vi er klar igen i uge 26, hvor vi mødes til et kombineret Pool og Skomar brag med adskillige Danmarksmesterskabsfinaler i Sportscenter Herning i forbindelse med DIF´s DM Ugen. Vi spiller samme sted som for 2 år siden – nemlig i multihallen – og også lige som sidst sammen med Dansk Dart Union med mere end 300 glade dartspillere lige ved siden af…..

Den flotte designede DSM pokal på billedet herunder blev kreeret af Tommy Bergen https://www.crooked.dk/. Tusind tak for det!

 

Relaterede artikler

SKOMAR CHAMP 2026 Billetsalg åbner NU!

Rune Kampe

Årsmappen 2026

Rune Kampe

DM i Skomar åbner snart for tilmelding – først-til-mølle princippet! (Kun 128 pladser)

Rune Kampe