Pool

Janick Navne vinder MM 9-Ball

9 mand stillede til lørdag d. 26. marts til start til årets sidste MM-turnering, MM 9-Ball!

Udover den regerende mester, Janick Navne, var turneringen besat af et tungt felt, herunder den tidl. danske mester i Scotch Double, Frederik Schelde Madsen, den tidligere runner up til DM i Snooker, Per Micki Christensen, vinder af MM Straight Gert Laursen, tidl. vinder af DPT Standard, Kim Bing Sandhøj. Herudover havde også Jens Hytting, sølvmedaljetager fra MM 10-Ball i Odense, samt Christian Pless, Carsten Schultze Hansen og den nye spiller, Anders Loiborg, fundet vej til Herlevs blå klæder!

Første kamp stod mellem Anders og Carsten. Til trods for rollen som ny i turneringspool satte Anders godt land, efter en lang kamp imod Carsten, hvor Anders efter knap 3 timer kamp kunne gå fra bordet med sejren på 8-7.

Samtidig med runde 1, blev vinderrunde 1 også sat i gang. I første kamp, mellem Per og Kim, var der hurtigt ekspedit fra Pers side, da han vandt overbevisende 8-1. Frederik slog Jens 8-5 og Gert slog Christian 8-4. Sidste kamp i vinderrunden stod mellem Janick og Anders, hvor førstnævnte tog sejren 8-4.

Taberrunde 2 stod mellem Carsten og Christian. Her tog Carsten sejren 8-5.

Vinderkvalifikationen blev afgjort mellem Janick og Per, samt Frederik og Gert. Janick slog Per 8-4 og Frederik tog en tæt sejr, efter en lidt rocky start, på 8-6. Janick og Frederik var hermed de to første i semifinalerne.

Taberrunde 3 stod på kampe mellem Carsten og Jens samt Kim og Anders. Begge kampe blev afgjort 8-3 til fordel for Jens og Kim, som hermed bookede pladsen til kvalifikationen til semifinalerne.

I taberkvalifikationen stod Jens overfor Per og Kim overfor Gert. Efter en tæt kamp tog Per sejren 8-5. I den anden kamp startede Kim ud som lyn og torden, og var foran 5-0, indtil Gert arbejdede sig op. Det store forspring blev indhentet, men Kim var alligevel køligst da det gjaldt, og tog en tæt sejr på 8-7.

Semifinalerne skulle stå mellem Janick og Kim samt Per og Frederik. Her tog Janick sejren over Kim med cifrene 8-5 og Per tog sejren i en meget tæt kamp mod Frederik med cifrene 8-6.

Janick og Per kunne derfor gentage vinderkvalifikationskampen, som hinandens modstandere i finalen. Til trods for at Per tog et sæt mere, end i vinderkval-kampen, var resultatet ikke til at rokke ved, og Janick kunne derfor lade sig hylde som vinder af MM 9-Ball sæson 2021/2022! Et stort tillykke til Janick med sejren, og til Per med sølvmedaljen. Der skal også lyde et stort tillykke til Kim og Frederik med bronzemedaljerne.

 

Tak til Herlev Pool Club for lån af lokaler og til Jens Madsen for at være turneringsleder.

 

Ord af Helene Krogsgaard Mikkelsen.

Relaterede artikler

Mickey Krause skal spille med i Pool-spillets Ryder Cup

Niels Hansen

Opdatering af turneringsreglement for pool

SOEREN

Beretning fra de nordiske mesterskaber i snooker, 3-bande carambole og pool – Christopher Vejlager ny nordisk mester i snooker

Rune Kampe