Kegler Nyheder

Johnny Hansen vandt DM – og satte ny rekord

Af Niels O. Hansen

Johnny Hansen vandt lørdag sit niende danske mesterskab i Keglebillard. Og det skete med manér, for ikke alene vandt han alle sine kampe i Hjørring, hvor DM fandt sted. Han satte også ny rekord for gennemsnit.

Bristol-spilleren nåede i alt 4800 point i 15 indgange, og det giver et totalgennemsnit på 320,00.

Den gamle rekord havde Johnny Hansen selv. Den lød på 252,63, og den stammer fra DM i 2016, som fandt sted i Viborg.

“Det er lidt uvirkeligt at tænke på,” siger mesteren.

I DM-finalens finale vandt Johnny Hansen over Kai H. Jensen fra Korsør.

Begge spillere havde fire indgange, hvor de – i forhold til deres normale standard – ikke fik scoret de helt store serier.

Men i femte indgang fik Johnny Hansen de tre baller ind til keglerne. Og derfra kørte toget. Han lukkede uden dikkedarer med de 662 point, som han manglede.

På efterstødet scorede Kai H. Jensen 138 point, hvorefter han fik stødt for blødt på en direkte, så den ikke nåede ind i keglefeltet.

“Det var lidt sært, at det var i finalen, at jeg havde svært ved at få det til at køre. Men det holdt heldigvis hjem. Efterhånden lukker jeg meget ofte, når jeg først har fået samlet de tre baller omkring keglerne. Men der var da også nogle gange ved det DM, hvor det ikke skete,” siger den 42-årige odenseaner.

Det var fjerde gang på fem år, at Johnny Hansen hjemførte mesterskabet. Endnu har han ikke vundet tre gange i træk.

“Det kunne jeg rigtig godt tænke mig. Men nu må vi se. Der kan ske meget. Og det skal bare gå galt i en enkelt kamp for, at det ikke lykkes,” som han siger.

Det er ikke helt forkert, for Johnny Hansen har tabt en enkelt kamp i denne sæson i Elitedivisionen. Så han er altså ikke uovervindelig.

Men som man også må konstatere med Johnny Hansen, så har han været i særklasse i de seneste måneder. Der har været ham – og så har der været alle de andre, som har været mindst et niveau under.

Det understreges af, at Johnny Hansen ved årets DM to gange præsterede det ultimative: At lukke til 800 point i første indgang.

Det var 117. og 118. gang, det skete. I begge tilfælde var offeret Carsten Rasmussen fra Frihedens BK i Hvidovre. Først i puljespillet – og dernæst i kvartfinalen.

De 118 gange er rekord. Men der er flere rekorder, det fynske fænomen kan prøve at gå efter.

De hidtil sidste spillere, der har vundet DM tre gange i træk, er Finn Mortensen fra Nyborg og Michael Hoffmann fra BK Grøndal i København. De lavede begge denne præstation i halvfemserne.

Men forholdene omkring DM i Keglebillard var specielle i begyndelsen af halvfemserne, fordi DDBU på et tidspunkt afholdt to forskellige mesterskabet – ét efter almindelige regler og ét, hvor spillerne spillede i sæt.

Reelt er det måske mere rimeligt at regne med Jørgen Koch fra KBK i København, som vandt fire år i træk fra 1970-73.

Og det er såmænd ganske længe siden.

Endnu længere siden er rekorden for flest mesterskaber i træk. Den indehaves af Oscar Johansen fra København, som tog DM-guld syv gange i træk i mellemkrigstiden.

Desuden nærmer Johnny Hansen sig også rekorden for flest titler i alt. Den tilhører Jørgen Koch, som vandt finalen 15 gange. Hans evige rival, Søren Søgaard fra Vejle, stod øverst på medaljeskamlen 12 gange.

“Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke kiggede på det. Men jeg kan også bare sige, at der er lang vej igen til at slå de rekorder. Så jeg foretrækker at tage en kamp og en turnering ad gangen,” siger Johnny Hansen, der gerne vil rose arrangørerne af årets DM.

“Det var et rigtig fint arrangement, Hjørring havde lavet. Det var også rart, at klæderne var lagt på fire uger inden DM. Det gjorde, at bordene næsten løb, som de gør til dagligt,” siger han.

Den tabende finalist, Kai H. Jensen, tog sølv for tredje gang i alt. Han tabte også finalen i 2023 til Kent R. Erichsen fra BK Frem i Kolding. Desuden tabte han med beskedne to point i DM-finalen tilbage i 1987, hvor den nu desværre afdøde Per Gottfredsen fra Næstved rendte med guldet.

De to tabende semifinalister ved årets DM, Søren Sørensen fra Asaa BK og Kent R. Erichsen, fik begge bronzemedaljer.

Relaterede artikler

Charlotte Sørensen vinder EM i 3-Bande Carambole

Niels Hansen

For tiende gang: DM-guld til Bristol

Niels Hansen

100 års jubilæum

Rune Kampe