5-Kegler Kegler Nyheder Pool

DM-ugen | Kasper har 24 DM-guldmedaljer i Pool: Men i 5-Kegler genfandt jeg glæden ved billard!

Guldmedaljerne væltede ind over Kasper Kristoffersen i mange år i Pool. Men når han stiller op til DM-Ugen i Herning senere på måneden, er det som favorit i et helt andet billard-spil.

”5-Kegler har givet mig min anden ungdom. Det er ikke sikkert, jeg havde spillet billard i dag, hvis ikke jeg havde fundet 5-Kegler. Jeg genfandt glæden ved billard, da jeg begyndte med 5-Kegler,” fortæller Kasper Kristoffersen.

Forskellen på de to spil er til at få øje på.

I Pool skal spilleren med den hvide kugle – eller bal, om man vil – sende de farvede baller i hullerne. 5-Kegler minder mere om Skomar med fem kegler midt på bordet.

Men det foregår med små kegler og på et bord uden huller – et carambolebord. Og spillet har to formål: At sende ballerne ind i keglerne og at dække modstanderen af.

For til forskel fra Pool er spillerne i 5-Kegler kun til bordet i ét stød ad gangen. Uanset om de scorer eller ej.

Derfor gælder det om at få mest muligt ud af situationen, når man er ved bordet – og når man forlader det!

”Det er nok især dét, der tiltaler mig,” siger Kasper Kristoffersen.

”I 5-Kegler er det mere en rigtig dyst. I Pool og det danske Keglebillard på højt plan har man ganske vist en modstander, men man spiller først og fremmest mod sig selv og sin egen begrænsning. Og når man må gå fra bordet, kan det vare længe, inden man kommer tilbage igen. Og så er modstanderen måske langt, langt foran,” som han siger.

”Men i 5-Kegler har man hele tiden en chance for at komme igen. Man har lige så mange stød som modstanderen, så det er i højere grad op til én selv,” siger den 47-årige Kasper Kristoffersen, der har vundet DM i 5-Kegler tre gange.

Til DM stiller han op for Ikast BK, som han har spillet for i små ti år.

Men historien om Kasper Kristoffersen som billardspiller begyndte et HELT andet sted. Den begyndte på fodboldbanen i den københavnske forstad, Hvidovre.

Her spillede den 12-årige Kasper Kristoffersen i slutningen af firserne fodbold i Hvidovre IF.

”Vi var syv-otte stykker, der også begyndte at spille billard i Frihedens Billard Klub i Hvidovre. Det var kun tre eller fire af os, der holdt fast i billard, og jeg tror, at jeg er den eneste, der stadig spiller,” smiler Kasper.

Det viste sig hurtigt, at han havde flair for billard.

Friheden var i begyndelsen af halvfemserne i den øverste division i Keglebillard – eller ’fortsat’, som spillet også kaldes.

Her fik Kasper debut som 15-årig.

”Jeg spillede med i et par år. Og jeg tog også et år, da vi rykkede ud. Derefter gik holdet i opløsning, og jeg fik et råd af Flemming Pedersen, som dengang var en af mine ældre holdkammerater,” som Kasper fortæller.

Keglebillard har i mange år været et spil, som vi kun spiller her i Danmark.

”Flemming sagde til mig, at jeg skulle finde et andet billardspil, som kunne give mig nogle internationale oplevelser.”

Det blev Pool, og midt i halvfemserne fik Kasper sin første DM-guldmedalje i Pool-spillet 9-ball. Det skete ved et junior-DM,

De bedste seniorspillere var han med egne ord ’ikke i nærheden af’ at kunne slå i midten og slutningen af 90’erne.

”Der var mange spillere dengang i Pool, og der var hård konkurrence ved de danske mesterskaber. Men jeg havde vundet det junior-DM, og jeg gik frem, så jeg blev udtaget til træning under svenskeren Jörgen Sandman. Og det blev altafgørende,” som Kasper siger.

”Jörgen Sandman lærte mig, hvordan jeg kunne sætte min træning i system, og han gav mig også råd til mental træning. Jeg tænkte, at ’dette her er vist min chance for at overhale de andre’. Jeg begyndte at træne meget mere systematisk. Før da trænede jeg næsten kun ved at spille kampe.”

Det tog noget tid. Men fra midten af nullerne stod der meget ofte Kasper Kristoffersen som nummer 1 efter DM i de tre og senere fire forskellige spil i Pool.

De titler gav ham også de internationale oplevelser, som han havde drømt om ti år tidligere.

Han var til EM mange gange. Men et internationalt gennembrud i Pool fik han egentlig aldrig.

Kasper tænker sig lidt om, inden han forsøger at forklare, hvorfor det ikke lykkedes for ham at bryde igennem på den internationale pool-scene.

”Det korte svar er nok desværre, at jeg ikke var dygtig nok,” griner han.

”Det lidt længere svar handler om, at vi var blevet for få Pool-spillere – både generelt i Danmark og i toppen af dansk Pool. Presset herhjemme var ikke stort nok. Det gjorde det svært for mig og de andre danske topspillere, når vi kom ud i Europa, hvor konkurrencen var meget hårdere.”

Kasper forsøgte sig også i flere år med at spille Pool i Oberhausen i den tyske Bundesliga – med en vis succes.

Alligevel måtte han se i øjnene, at det år for år blev sværere at hamle op med de bedste spillere i Europa.

”Efterhånden blev det sådan, at jeg trænede, og jeg spillede DM for at komme med til EM. Og så brugte jeg over en uge på at spille EM, hvor jeg kunne få lov at kæmpe for at blive nummer 33 eller nummer 49. Guleroden begyndte at mangle,” som Kasper siger.

For ti år siden tog han en drastisk beslutning.

”Min søns mor er fra Jylland, og sammen med familien endte jeg med at flytte til Jylland. Min søns mor og jeg bor ikke sammen mere, men jeg bor stadig i Jylland, fordi jeg godt kan lide at være der. Og fordi jeg kan være tæt på min søn,” fortæller Kasper.

Til at begynde med spillede han stadig mest Pool. Men så var der en i hans nye klub, Ikast BK, der opdagede, at Kasper sørme også havde et gammelt gennemsnit i Keglebillard.

”Ikast havde et 2. divisionshold dengang. De fik lokket mig med, vi rykkede op, og jeg fik efterhånden smag for det. Jeg tænkte, at det kunne være sjovt at se, hvad jeg kunne drive det til i Keglebillard.”

Derfor stod der ved DM i Viborg i 2016 lige pludselig Kasper Kristoffersen på deltagerlisten. Og sandelig om han ikke endte i finalen.

Her ventede tidernes suverænt bedste spiller i Keglebillard, Johnny Hansen fra Bristol i Odense, der fejede ham ud af bordet.

Det var en af den slags kampe, hvor Kasper bare kunne sidde henne på sin stol og bevidne sin egen undergang.

Men sølv blev det da til i DM-debuten. Og året efter nåede han kvartfinalen, hvor Henrik Slorup fra Bristol blev endestationen.

Kasper forsøgte også en tredje gang ved DM i Keglebillard.

”Men her var vores hold i Ikast gået i opløsning, så jeg havde ingen kamptræning. Og der fik jeg da lært på den hårde måde, at man ikke bare kan begynde at træne i spillet i marts, og så kan man spille DM i april. Det kan godt være, at Keglebillard er et simpelt spil. Men jeg følte nærmest, at hvert eneste stød var en kamp. Jeg manglede ganske enkelt sikkerheden.”

Samtidig var Kasper i det små begyndt at spille 5-Kegler.

”Efterhånden blev det sådan, at jeg oftere og oftere spillede 5-Kegler, når jeg kom i Ikast Billard Klub, der også begyndte at arrangere internationale turneringer i spillet. Til sidst droppede jeg både Keglebillard og Pool og koncentrerede mig om 5-Kegler.”

Allerede året efter – i 2019 – vandt han sit første danske mesterskab i spillet, der har mange systemer, som det er nyttigt at kende. Men dem kendte Kasper ikke. Endnu.

”Jeg spillede nærmest kun på fornemmelsen dengang,” griner han.

”Men her kom min erfaring fra Pool mig til gode. Jeg fløj nærmest afsted fra start af ved det DM. Jeg levede højt på den præcision, som er så vigtig i Pool. Og det betød også noget, at jeg havde international erfaring med konkurrence på højt niveau. Og min mentale træning. Jeg har meget få sølvmedaljer fra mine finaler i Pool. Og dét tilskriver jeg det mentale.”

Kasper tilføjer samtidig, at det er altså ikke, fordi han fra naturens side er mentalt meget stærk.

”Men jeg bruger de ting, jeg lærte af Jörgen Sandman – plus en hel masse andet. Jeg har læst mange bøger om det mentale, som er så vigtigt i sport.”

Kasper vandt DM-guld i 5-Kegler igen i 2021 og i 2022. Det var også i 2022, at han fik det internationale gennembrud, som ikke for alvor lykkedes i Pool.

Ved EM på hjemmebane i Randers blev det til en EM-sølvmedalje efter finale-nederlag til Michelangelo Aniello fra Italien, der er Europas og verdens suverænt bedste land til spillet.

”Det er mit største resultat til dato,” erklærer Kasper uden omsvøb.

”Jeg havde heldet, at alle fire italienere endte i den anden turneringshalvdel. Men det kan jeg jo ikke gøre for. Og så igen: Hvis ikke det skulle lykkes dér, hvornår skulle det næsten så lykkes? Det var jo også et pres at spille under. Alt i alt var det en kæmpe-oplevelse ved et flot stævne. Jeg tænker tit på de dage i august 2022. Jeg er meget stolt af det resultat.”

Men allerede året efter var der tronskifte ved DM i 5-Kegler.

Kasper tabte semifinalen til klubkammeraten Erling Sjørup, der selv blev slået af Tejs Tafdrup fra KBK i København i finalen.

”Jeg spillede ikke op til mit bedste ved sidste års DM. Og resultatet viser også bare, at vi har fået en stærk elite i spillet her i landet. Vi har en årlig Tour, hvor der er mange forskellige, der har vundet i år. Så jeg ved, at det bliver svært til DM.”

 

Af samme årsag stiller Kasper kun op til DM i 5-Kegler ved DM-Ugen, selvom der er DM i 12 forskellige billardspil.

”Det mest oplagte ville være også at stille op til i DM i Skomar. Men jeg tror ikke på, at jeg ville have de store chancer i den turnering. Og det ville forstyrre alt for meget i forhold til DM i 5-Kegler,” siger Kasper, inden han tilføjer:

”Den titel skal tilbage!”

 

Relaterede artikler

Billardens Uge 2025

Niels Hansen

5-Kegler | Elite Tour 4 og Mesterrække Øst & Vest samt A-række Øst

Rune Kampe

5-Kegler | Elite Tour 3 og Mesterrække Øst & Vest samt A-række Øst

Rune Kampe