Af Niels O. Hansen
For anden gang i træk og for sjette gang i alt kan Anders Henriksen fra Vordingborg BC kalde sig dansk mester i Fri Carambole. Og mesterskabet kom i hus efter en ren opvisning i finalen mod læremesteren, Dan Nielsen fra KBK.
I finalen lykkedes det for Anders Henriksen at lukke i anden indgang med en serie på 222 til de 300 point.
Det gav et gennemsnit på 150,00. Og serien var samtidig den største ved årets DM.
”Det er altid godt at vinde over Dan. Og jeg var godt tilfreds med den lukkeserie,” siger Anders Henriksen, som ellers havde en blandet oplevelse ved DM.
”Der var noget, jeg lykkedes godt med. Og der var noget, som jeg skal arbejde med,” siger den 29-årige danske mester.

Fra venstre: Brian Zola Hansen, Anders Henriksen, Dan Nielsen og Thomas Schiøler
Anders Henriksen forklarer sin dobbelte følelse med, at han på det seneste især har trænet de store stød.
De store stød er de oplæg, hvor ballerne ofte ligger spredt. Her skal spilleren kæmpe for at samle ballerne sammen, så det kan lade sig gøre at lave store serier.
”Mit mål er, at uanset hvordan ballerne ligger på et oplæg, skal jeg kunne samle dem sammen. Det kan godt være, at det varer flere stød. Men målet i enhver serie – uanset oplægget – er at samle ballerne,” fortæller Anders Henriksen.
Den del af spillet syntes han selv, at han lykkedes godt med.
”Det kunne blandt andet ses ved, at jeg havde færre streger end tidligere.”
Samlet fik han et totalsnit på 69,25, og det var en smule lavere end sidste år, hvor totalsnittet blev på 71,28.
”Og dét hang sammen med, at mit fokus på de store stød har kostet lidt i småspillet, hvor jeg ikke altid fik fuldt udbytte, når jeg havde samlet ballerne sammen. Jeg havde flere chancer for at få en lukkeserie. Men de chancer fik jeg ikke udnyttet godt nok,” siger Anders Henriksen.
Han fokuserer ikke så meget på gennemsnit.
”Mit udgangspunkt er, at det gerne skulle være bundniveauet, hvad jeg præsterede til DM. Efter jul vil jeg træne småspillet noget mere, så mit samlede niveau kan komme højere op.”

DM blev afholdt i KBK’s lokaler i København med ni spillere, som var inddelt i tre puljer med tre spillere i hver.
Nummer et og to fra hver pulje gik videre til to semifinalepuljer med tre spillere i hver.
Ikke uventet vandt Anders Henriksen og Dan Nielsen alle deres puljekampe.
Der var bronze til de to spillere, der blev nummer to i semifinalepuljerne.

Den ene var Thomas Schiøler fra Næstved, der i sine unge dage satte mange rekorder i Fri Carambole på lille bord (kleinmatch).
Den anden spiller var den regerende danske mester i 1-Bande Carambole, Brian Zola Hansen fra BK Grøndal, som altså fik bronze i sin debut ved DM i Fri Carambole.
”Det var godt at se Thomas Schiøler igen demonstrere et højt niveau i Fri Carambole. Det samme gjorde Brian Zola Hansen faktisk. Og man kan se, at der er basis for mere hos dem begge,” siger Anders Henriksen.
Thai Phong Hoang fra KBK og Martin Hylander fra Fredericia BK blev nummer fem og seks.
Nummer 7-9 blev Heine Bladt fra BK Frem, Morten Færgemann Sørensen fra Korsør BC samt Ulrik Schlünsen fra BK Frem.
For Anders Henriksen er det langsigtede mål i denne sæson EM i juni 2027.
Her spilles der ikke Fri Carambole – men Cadre 47/2, Cadre 71/2 og 1-Bande Carambole.
Anders Henriksen forsvarer de danske farver til EM sammen med Dan Nielsen og Brian Zola Hansen.
På lidt kortere sigt venter DM i Cadre 47/2 i november.
”Her ser det også ud til, at der kommer flere deltagere end tidligere, og at vi derfor får nogle flere kampe. De små Carambole-spil er på vej frem, og det glæder mig rigtig meget,” siger Anders Henriksen.

EXPLAINER
I Fri Carambole har spillerne hver sin stødbal, og det gælder om at score carambolage ved at ramme modstanderens bal og rød bal – i vilkårlig rækkefølge.
Det giver et point og ret til fortsat spil.
På højeste niveau er der begrænset scoring i bordets hjørner og ud for bordets diamanter.
Hvis man vil være god til Fri Carambole, er der kun en strategi, der virker: Spilleren skal samle ballerne sammen – og holde dem samlet!
Der er grundlæggende tre typer af stød i Fri Carambole: Drivstød, opsamlingsstød og placeringsstød.
Drivstød er et stød, hvor spilleren triller til carambolage – og let kan score carambolage på næste stød.
Ideelt set kan hele serien spilles med drivstød. Men selv blandt de dygtigste spillere er det faktisk sjældent, at det sker.
Derfor må man en gang imellem spille en opsamlingsbal.
Opsamlingsstød dækker over mange forskellige stød. Men det er ofte stød, hvor spilleren ud over at score carambolage også sender bal 2 ud på en eller flere bander for at vende tilbage til ny samling.
Både drivstød og opsamlingsstød kræver en meget høj grad af tempofornemmelse.
Alle øvrige stød i Fri Carambole kan betegnes som placeringsstød.
Også placeringsstød dækker over mange forskellige dessiner. Men det er ofte positioner, hvor det et stort problem overhovedet at score. Spilleren vil i sådan en situation forsøge gradvist at arbejde sig frem til en opsamlingsbal og til sidst en ny samling.
