5-Kegler Nyheder

Første gang nogensinde: Ikast vinder Europa Cup’en

Af Niels O. Hansen

Ikast Billard Klub vandt i weekenden som den første danske klub nogensinde Europa Cup’en i 5-Kegler for hold.

Ikast-holdet består af den danske mester, Kasper Kristoffersen, italieneren Luca Marzio Garavaglia, samt Johnni Pedersen og Thomas Jæger. De vandt alle deres holdkampe og sluttede af med en sejr på 4-1 over franske Laxou i finalen.

Guldmedaljerne er en kæmpestor triumf for Ikast BK, som er den førende klub i 5-Kegler her i landet.

Klubben har satset stort på disciplinen i en lang årrække, og titlen som vinder af Europa Cup må siges at være kronen på værket og en historisk triumf.

”Det var en fed oplevelse,” fortæller Kasper Kristoffersen.

”Det sjove ved holdturneringer er jo, at man ikke er alene om oplevelsen. Men det er så også det svære ved at spille hold. Man er afhængig af, at de andre på holdet spiller godt og vinder,” siger han og fortsætter:

”Vi har tidligere vundet bronze, da der var Europa Cup i Frankrig. Men der var ingen af os, der for alvor havde regnet med, at vi ville gå hele vejen denne gang. Vi havde regnet med, at i hvert fald Laxou var for stor en mundfuld – bl.a, fordi de stillede med to italienske spillere.”

Ved Europa Cup’en i Tjekkiet var der først puljespil med fire hold i fire puljer, hvor Ikast vandt holdets pulje med maksimumpoint.

Derefter stod den på kvartfinale mod det andet danske hold ved Europa Cup’en, Randers PC, som var gået videre som nummer to i deres pulje.

Holdet fra Randers PC bestod af Tobias Klausen, René Lindgren og de to unge talenter, Andreas Kjærbo og Magnus Petersen.

Screenshot

I holdkampene er det sådan, at der spilles to singler og en double.

Hvis stillingen herefter er 3-0, er kampen afgjort. Men hvis stillingen er 2-1 – og det er den ofte – skal de to hold spille en altafgørende stafet-kamp.

I kampen mellem Ikast og Randers PC stod det netop 2-1 til Ikast inden stafetten. Stafetten stod nogenlunde lige, inden de sidste spillere skulle til bordet, men her sikrede Kasper Kristoffersen sejren til Ikast i ret overlegen stil.

I semifinalen vandt Ikast med 3-0 over Annoeullinois fra Frankrig, men i finalen med Laxou skulle det hele igen afgøres i stafet.

Her lykkedes det at vinde med 12 point, da Kasper Kristoffersen lige nøjagtig fik blegt på et stød over syv bande ved stillingen 198-188.

”Men det var nok i virkeligheden stødet forinden, der afgjorde sagen. Min modstander havde egentlig fat i mig, men så fik jeg scoret og afleveret en bal, hvor hans stødbal lå inde midt i keglerne, så han ikke kunne dække mig af,” siger Kasper Kristoffersen.

Der var i øvrigt mere dansk metal ved Europa Cup, for belgiske Roeselaere fik bronze. Holdet havde to danske spillere på holdet i skikkelse af Kim Henriksen og Jonas Søndergaard.

”Jeg synes, det var herligt, at alle de danske spillere gik videre i turneringen. Det kører godt for dansk 5-Kegler i øjeblikket,” siger Kasper Kristoffersen, der gerne giver Luca Marzio Garavaglia en stor del af æren for guldmedaljerne til Ikast

”Vi var fire på holdet, og vi var sammen om at vinde. Og man kan sige, at Luca ikke spiller så meget mere. Men han har jo prøvet lidt af hvert. Og han er meget stærk på den taktiske del af spillet. Han er god til at komme med råd omkring dessiner efter kampene i forhold til, hvordan man burde have grebet nogle stød an. Turen handlede også lidt om at få nogle erfaringer på det område,” siger Kasper Kristoffersen.

Nogle læsere vil undre sig over, at der ikke deltog italienske klubhold i Europa Cup. Men de kommer ikke, når der ikke er pengepræmier.

”Det er så et valg, de har gjort. Men det kan vi jo ikke gøre for. Og både for vores hold og for vores klub er det her under alle omstændigheder en stor præstation,” siger den danske mester.

Mens det er første gang, et dansk hold vinder Europa Cup’en i 5-Kegler, er det sket tre gange i 3-Bande Carambole – senest i 2024, hvor Varde BK triumferede.

EXPLAINER

5-Kegler spilles med en rød og to hvide baller på et carambolebord. Ligesom i de øvrige Carambole-discipliner har spillerne hver sin (hvide) stødbal.

På midten af bordet er der fem små kegler, som er på størrelse med brikkerne i Ludo.

De fire yderste kegler er hvide. Den midterste er rød.

Det gælder om med sin stødbal at ramme modstanderens hvide bal og sende den ind i keglerne.

Hver væltet kegle giver to point, mens den røde midterkegle giver fire point. Midterkeglen væltet alene giver 10 point.

Det er også point i 5-Kegler ved at lave rødt (fire point) og blegt (tre point). Men bemærk: Man skal hele tiden ramme modstanderens bal først. Rødt og blegt skal altså scores ved at ramme rød bal til sidst.

På den måde bliver den røde bal nærmest en slags forhindring på banen.

Det er fuldt ud lovligt at støde direkte. Og der er heller ingen krav om bande.

Spillerne skiftes til at støde – uanset om de scorer eller ej. Derfor gælder det om at få mest muligt ud af situationen, når man er ved bordet. Og når man forlader det.

Der er ’skæve’, som går til modstanderen, hvis man ikke rammer andre baller end sin stødbal, rammer rød bal først eller sender stødbal i keglerne.

Spillet minder en del om Skomar – med kun to baller, fordi rød jo ikke må rammes først.

Dét betyder så også, at selve spillet er noget mere defensivt end Skomar. Topspillerne vælger ofte en dessin, der dækker af end en dessin, som de ikke kan være sikre på at score på, og som kan være svær at dække af på.

Men ligesom i Skomar afhænger dessinvalget også meget af, hvad stillingen er, og om man er foran eller bagud i partiet.

Der spilles normalt i sæt til 60 point, men i holdturneringen er distancen 100 point i singlerne og doublen. I stafetten spilles til 200 point (4 x 50 point).

Fotos: Ikast Billard Klub og Kim Henriksen

Relaterede artikler

Nicklas Olsen er ny verdensmester i para-snooker!

Niels Hansen

VM i Para-snooker: Nicklas Olsen melder klar til kamp

Alex Persson

Tangerer to rekorder: Kasper Kristoffersen dansk mester for sjette gang

Niels Hansen