Klassisk Nyheder

Danskertrio tabte tre kampe – men vandt også én

Af Niels O. Hansen

 

Det blev til en sejr og tre nederlag i den danske debut i Europa Cup’en i klassisk Carambole – og en masse gode erfaringer og muligheder for at komme videre i fremtiden.

Det var de tre danske mestre, Anders Henriksen (Cadre 71/2), Dan Nielsen (Cadre 47/2) og Brian Zola Hansen (1-Bande Carambole), som i sidste uge spillede Europa Cup i Douai i det nordlige Frankrig.

Danskerne var i pulje med De Hazelaar/GJ Billiards fra Holland samt WBA, som er et byhold fra den østrigske hovedstad, Wien.

Alle holdene mødte hinanden to gange i puljespillet, og den danske sejr kom mod WBA.

Her vandt Anders Henriksen over Michael Hikl, mens Brian Zola Hansen nærmest sensationelt vandt over Arnim Kahofer, der er forsvarende europamester i Cadre 71/2, men som også er rigtig stærk i 1-Bande Carambole.

Screenshot

”Jeg er jo ret ny i det her, og folk var vilde over, at jeg vandt. Og så følte jeg endda, at jeg ikke ramte alt, som jeg gerne ville,” fortæller Brian Zola Hansen, der lukkede til 100 point i 13 indgange – et gennemsnit på 7,69.

”Det var først bagefter, at det gik op for mig, hvor stort det egentlig var. Ja, faktisk skete det først, da jeg så ham spille i nogle af de andre kampe. Så forstod jeg bedre, hvorfor folk var helt oppe at køre,” siger Brian Zola Hansen.

Den første kamp mod det hollandske hold havde danskertrioen tabt.

”Der skulle vi nok lige vænne os til forholdene,” som Brian Zola Hansen siger.

I de to sidste kampe var han selv plaget af sygdom. Og så er det som bekendt svært at spille billard.

Screenshot

 

Anders Henriksen viste sig til gengæld fra sin allerbedste side med to sejre i de i alt fire kampe. I den sidste kamp fik han uafgjort mod Gert-Jan Veldhuizen fra det hollandske hold. Det lykkedes for danskeren, fordi han lavede124 point på efterstødet.

”Jeg regnede lidt på det, og jeg sluttede på næsthøjeste snit i Cadre 71/2. Det er jeg rigtig godt tilfreds med,” siger Anders Henriksen.

Den tredje dansker – Dan Nielsen – havde ikke spillet internationalt i over 20 år.

Han havde det svært i starten, men han kom bedre efter det i løbet af turneringen, selvom han endte med at tabe alle sine kampe.

”De giver ikke mange chancer på det her niveau. Man skal stole på alt, hvad man har lært. Og det er generelt svært at hamle op med de spillere,” siger Brian Zola Hansen.

”For mit eget vedkommende skal jeg også have en anden spids. Jeg skal spille med træspids, for de sorte fiberspidser er for voldsomme til 1-Bande Carambole,” tilføjer han.

Det danske hold sluttede som nummer otte ud af ni hold.

Men holdsejren over WBA var flot – især fordi WBA alligevel endte med at blive puljevinder og gå videre. Det franske hold fra Douai vandt turneringen.

”Sportsligt var det op ad bakke. Det er dygtige spillere, og vi er ikke vant til at få så skrap modstand. Men vores målsætning var at holde fokus, og at vi kunne drille de andre hold. Og det synes jeg, at vi lykkedes med,” siger Anders Henriksen.

Samtidig fik holdet gode kontakter.

”Målet er, at vi kan arrangere træningssamlinger med nogle af de gode hold. Jeg håber, at det kan lade sig gøre et par gange om året,” siger Brian Zola Hansen.

For hans eget vedkommende bliver det næste store mål at forsvare guldet ved DM i 1-Bande Carambole. DM løber af stablen i den kommende weekend.

 

EXPLAINER:

I Cadre 47/2 og Cadre 71/2 skal spillerne med deres stødbal score carambolage (rødt). Men der er ikke frit slag som i Fri Carambole.

Bordet er opdelt i henholdsvis ni og seks felter.

Tallene 47 og 71 viser, hvor langt stregen på feltet er fra banden – målt i centimeter.

2-tallet betyder, at bal 2 eller bal 3 skal forlade feltet hver anden gang. Men denne bal må gerne komme tilbage til feltet i samme stød.

Der er ingen krav om bande i Cadre, men det er der i 1-Bande Carambole, som ofte kaldes Carambolespillet omnium, fordi spillet har lidt af alle de andre.

Ligesom i Fri Carambole gælder det om at samle ballerne sammen. Men man er nødt til også at kunne noget 3-Bande Carambole, hvis man vil være god til spillet.

Desuden er der en del opsamlingsballer på tværs og langs af bordet i 1-Bande Carambole, som man også ser i Cadre – men knap så meget i Fri Carambole på højeste niveau.

Relaterede artikler

DM i Snooker 2026 – tilmeldingen er åben!

Alex Persson

Dansk mestertrio tager til EM i Frankrig: Vi glæder os rigtig meget!

Niels Hansen

Kent Erichsen vandt sit tredje DM i Keglebillard efter tæt finale

Niels Hansen