3-Bande 5-Kegler

Stort tillykke til de nykårede danske mestre og medaljetagerne i Waves Storcenter!

Tre hektiske dage er nu bag os, og vi har fået kåret de danske mestre 2022-2023 i disciplinerne 5-Kegler, 3-Bande og Biathlon.
Med flere spillere der favnede op til tre discipliner; og med to spillesteder fredag og lørdag, var der i sagens natur nogle logistiske udfordringer undervejs, men de blev løst ved hjælp af godt overblik fra flere nøglepersoner, og ikke mindst med hjælp af fleksible spillere, der bidrog positivt til en gnidningsfri afvikling af kampene. Ingen nævnt, ingen glemt, men Tak for hjælpen.
Lidt om de enkelte DM-turneringer:

U21 – 3-Bande:
Sidste udkald for de seneste års dominerende ungdomsspiller, Lukas Mortensen, som efter denne sæson må vænne sig til at blive voksen. Lukas levede op til favoritværdigheden og vandt et ganske sikkert DM (det 5. i træk og dansk rekord), med cifrene 30-15 i den afgørende kamp mod Daniel Kristiansen.
Begge finalister, er inde i en positiv udvikling, hvor de hele tiden lægger på, og vi gør os forhåbninger om at vi her ser to af fremtidens stjerner på den danske billardfront.
I det slagne felt havde vi Næstved BK´s Jonas Søndergaard samt forholdsvis nystartede Peter Eisvang fra BK Sorana.

U21 5-Kegler:
Her bevæger vi os ind i et domæne, der er Jonas Søndergaards ekspertise-område. Finalen endte da også med en sejr og et DM til Jonas, men først efter fem intense sæt, hvor Jonas og modstanderen Lukas Mortensen på skift dominerede hinanden. I afgørende sæt trak Jonas dog fra til sidst, og med sætcifrene 60-46 sikrede han sig mesterskabet.
Også Jonas er på et niveau i sit billard-liv, hvor der lægges mærke til hans præstationer, og hvor der næres visse forventninger til en stor fremtid i dansk billard.

Kvinder 3-Bande:
Man fristes til at tale om ”The usual suspects”, men helt så forenklet er det heldigvis ikke. Ganske vist stod den afsluttende kamp om guldet – helt forventeligt – mellem BK Fluens Marianne Mortensen og Charlotte Sørensen fra Holbæk BC; og ganske vist var det også med den forventede sejr til Charlotte, der efter en jævnbyrdig indledning på kampen trak ubønhørligt fra og vandt 25-16.
Men rutinerede Jeanette Jensen fra BK Fluen, der er tilbage efter flere års pause; samt forholdsvis nytilkomne Nanna Pedersen fra Korsør BC, er begge klar til at tage kampen op. Og selv om de ikke helt er på niveau med top-duoen endnu, så fandt de begge til tider deres bedste spil frem, og det lover godt for en lidt større gruppe af stærke kvindelige spillere. Charlotte satte ny dansk rekord med et totalsnit på imponerende 0,833.

Biathlon:
De to favoritter, Thomas Andersen, Næstved BK og René Hendriksen, CC Brønshøj, mødtes allerede i første runde, og udfaldet af den kamp blev som ventet også den endelige topplacering. De to er ganske jævnbyrdige, men på dagen havde René et klart overtag, og han vandt begge disciplinerne – 20-17 i 3-Bande og 100-69 i 5-Kegler. De to øvrige deltagere, Jørn Schæfer fra Randers BK og Benny A. M. Skov fra BK Frem kunne ikke rykke noget ved topkampen, og Jørn tog sig af den indbyrdes kamp om 3. pladsen.

5-Kegler Herrer:
Udefra set – som 3-bande mand – er dette disciplinen med det største felt af potentielle vindere. Mange stærke navne blev således efterladt i kølvandet på de fire semifinalister. Jonas Raagner og Tejs Tafdrup mødtes i et rent CC Brønshøj opgør, og her tog Tejs en relativt sikker 3-1 sejr. I den anden semifinale mødtes de to stærke Ikast-spillere Erling Sjørup og Kasper Kristoffersen, og Erling tog stikket med 3-1.
I finalen lagde Erling voldsomt ud, og det lignede en sikker gevinst, da han i overlegen stil tog de første to sæt. Men så fik Tejs bedre fat, og efter en meget tæt kamp endte det med at Tejs kunne tage en 3-2 sejr, med cifrene 60-43 i afgørende sæt.

3-Bande Herrer:
Stort set hele raden af stærke 3-bande folk var med, og bidrog til at gøre også denne turnering meget seværdig. I semifinalerne mødtes dels Allan Schrøder, Varde BK og Brian Knudsen fra BK Grøndal – dels Dion Nelin fra BK Grøndal og Tonny Carlsen fra Randers BK. De to Grøndal spillere gik relativt komfortabelt igennem de to semifinaler, og efterfølgende blev finalen så et rent Grøndal anliggende. Her fandt Brian Knudsen på intet tidspunkt sit gode spil frem, og Dion Nelin kunne tage stikket hjem med en sikker sejr på 50-30. Turneringen igennem viste Dion stabilt spil på et meget højt niveau, og det var helt fortjent at han kunne tage titlen til sidst; han var over denne weekend en klasse over resten af feltet.

Til Lykke til alle de nykårede danske mestre – og Tak for en fin indsats til alle spillere i alle de seks turneringer.

Dette er mig bekendt første gang vi forsøger os med at afvikle så mange discipliner på én gang – med det formål at gøre os synlige for mennesker, der ikke til daglig har billard på nethinden.
Det har været et hårdt og til tider stressende forløb, og der er ingen tvivl om, at den efterfølgende evaluering vil give anledning til at optimere en event af denne slags på flere områder. Men vi er kommet i mål – på grund af flere faktorer og personer:
Tak til Butikscenter Waves, som lagde lokaler og manpower til 54 ud af de i alt 86 kampe under stævnet.
Tak til Amager Serviceudlejning v./Thomas Bræck, for møblering af vores lokale i Waves
Tak til Søren Søgaard A/S, som opstillede fem billards med tilhørende udstyr til lejligheden.
Tak til sponsorerne: Søren Søgaard A/S, Aramith, Simonis, Kelds Pølser og Nemtilmeld.
Tak til SPORT LIVE for live-tv på finaledagen.
Lars Olsen, Jonas Raagner, Mie Haugård Sørensen og flere andre leverede et kompetent og utrætteligt arbejde omkring montering og nedtagning af hele opsætningen – Tak for indsatsen!
Mine medkombattanter i DDBU, Thomas Jæger og Jan Mortensen, der styrede løjerne før og under begivenhederne i Waves. Godt gået – Tak for det.
Tak, Kent Rifbjerg Erichsen, som tog sig af streaming og desuden var en kompetent kommentator.
Og ikke mindst personalet, Rune Kampe, Thomas Bøgeskov og Hanne Zacho – deres indsats er, som altid, langt ud over hvad man kan forvente.
Og sidst: En KÆMPE tak til den gruppe af frivillige, der stillede op som dommere i både Waves og i BK Grøndal, med de to semi-professionelle referees Benny Mousing og Kim Pedersen i spidsen.
Desværre må vi ofte trække på ”Tordenskjolds soldater”, og nogle får virkelig deres sag for, når et DM løber af stabelen.
Hvilket giver mig anledning til at slutte med denne eftertanke:
Vi er forholdsvis få spillere i både 3-Bande og 5-Kegler, og derfor er det en nødvendighed, at flere af vores medlemmer stiller sig til rådighed. Ikke alene i denne ombæring, men stort set hver gang der er et DM-arrangement står vi med de samme udfordringer. Det kan være en frustrerende oplevelse for både arrangører og de der melder sig under fanerne, og der skal faktisk kun ganske får hoveder til at ændre på vilkårene og gøre det hele meget mere gelinde.

Stemningsbilleder af Marianne Mortensen:

 

 

 

Relaterede artikler

Billardens Uge 2025

Niels Hansen

5-Kegler | Elite Tour 4 og Mesterrække Øst & Vest samt A-række Øst

Rune Kampe

5-Kegler | Elite Tour 3 og Mesterrække Øst & Vest samt A-række Øst

Rune Kampe