21 spillere stillede til start i Aalborg, den 25.-26. juni, til hvad der skulle blive et meget spændende DM. DIFs DM uge blev skudt i gang, med utrolig mange spændende kampe.
Første runde bestod af 5 kampe, hvor flere overraskelser bød sig til, herunder Amar Gurungs sejr over Per Ingebrightsen og Helene K. Mikkelsens overbevisende sejr over Martin Søndergaard. Videre til vinderrunde 1 var også Jeppe Poulsen, Jens Hytting og Søren Rydlund.
Vinderrunde 1 bød på virkelig spændende og tætte kampe. Bl.a. Nikolaj Svendsen, som tog en sejr over Kar Shing Cheng, Martin Brackenbury der vandt over Kim Sandhøj. Vinderrundens måske mest spændende kamp stod mellem Søren Rydlund og Daniel Kandi, hvor sidstnævnte førte stort 7-0, men Søren kom på 7-7, inden Daniel igen fik lukket kampen til hans fordel. Herudover vandt Mickey Krause, Lasse Buhl, Jesper Schmidt, Alan Conway og Janick Navne deres kampe overbevisende.
Første udskilningsrunde, taberrunde 2, bød på flere tætte opgør. Søren Rydlund sendte Frederik Svendsen ud af turneringen med cifrene 9-6. Jens Hytting sendte Per Ingebrightsen ud med cifrene 9-4, og Theis Magle sendte Amar Gurung ud med samme cifre. Jeppe Poulsen blev Yzeir Bakus overmand med en sejr på 9-6 og sidste kamp i taberrunde 2, kampen mellem Kim Sandhøj og Martin Søndergaard blev rundens mest seværdige kamp. Martin var længe foran 8-1, men Kim fik sig spillet ind, indtil Martin igen fik sig samlet sammen og lukkede kampen til cifrene 9-7.
Vinderkvalifikationen til kvartfinalen bød på forskellige udfald. Mickey Krause spillede tilnærmelsesvist fejlfrit og sendte Nikolaj Svendsen på tabersiden med en sejr på 9-0. Herefter spillede Lasse Buhl mod Jesper Schmidt, hvor førstnævnte tog en komfortabel sejr på 9-6. Daniel Kandi, 2. seedet til DM, stod også mål med favoritværdigheden i kampen mod Janick Navne, hvor sidstnævnte på trods af flot spil, måtte se sig slået af 9-6. Vinderkvalens måske mest overraskende udfald kom i kampen mellem de to gode venner, Alan Conway og Martin Brackenbury. Alan så ikke ud til at kunne få spillet til at hænge sammen og Bracken straffede fejlene, og tog sejren 9-5. Kvartfinalerne var derfor besat af hhv. Mickey, Lasse, Daniel og Bracken.
Inden kvalen til kvartfinalerne fra tabersiden, skulle sidste taberrunde finde sted. Her vandt Søren Rydlund overbevisende over Søren Terp 9-2. Theis Magle tog sejren over Helene Mikkelsen 9-4, og Kar Shing Cheng sendte Jeppe Poulsen ud med cifrene 9-5. Martin Søndergaard gjorde utrolig kort proces med en sejr på 9-1 over Jens Hytting.
Taberkvalen til kvartfinalen bød på kampe mellem Søren Rydlund og Jesper Schmidt, hvor sidstnævnte vandt 9-6. Martin Søndergaard slog Nikolaj Svendsen i en super spændende kamp 9-7. Janick Navne sendte Theis Magle ud med cifrene 9-5, og Alan Conway sendte Kar Shing Cheng ud med cifrene 9-4.
Kvartfinalerne stod derfor klar, og efter lodtrækning så kampene således ud:
Mickey Krause – Alan Conway
Lasse Buhl – Martin Søndergaard
Martin Brackenbury – Janick Navne
Daniel Kandi – Jesper Schmidt
Mickey og Alans kamp blev spillet på det til lejligheden opsatte bord i Gigantium! Mickey kom hurtigt foran, men Alan fik sig kæmpet tilbage i kampen, inden Mickey lukkede til cifrene 11-7.
Lasse spillede sikkert og tog en sejr på 11-6 over Martin.
De to øvrige kvartfinaler havde alt hvad man kunne drømme om!
Efter at være kommet for sent til kvartfinalen, mistede Daniel Kandi udlægsmuligheden og første sæt. Derfor var Jesper Schmidt allerede foran 1-0, da kampen for alvor gik i gang. Begge spillere tog deres muligheder og fik lukket ved førstkommende mulighed, men Jesper straffede de fejl, som Daniel fik lavet undervejs. Ved stilling 10-9 lagde Jesper an til break, og lukkede kampen med den eftertragtede “Golden break”, hvor 9’eren går i hul på breaket. Jesper tog med sejren en stor skalp og et godt hop op ad den danske rangliste.
Kampen mellem Martin Brackenbury og Janick Navne var kvartfinalens mest spændende kamp. Bracken var længe langt foran Janick, 8-1, inden Janick stille og roligt fik sig spillet op. Bracken så ud til at miste lidt momentum undervejs, hvilket gav mulighed til Janick. Fejl blev straffet af dem begge, og der gik strategi i spillet, specielt mod slutningen. Her fik begge spillet sig frem til Hill-Hill! Begge spillere ønskede hinanden god kamp, inden kampens sidste og måske turneringens mest spændende sæt stod for tur! Efter Janick forsøgte at potte en svær 4’er, uden held, lagde hvid sig stik modsat, lige foran 5’eren, fuldstændig straight i banen mod 4’eren og hullet bag. Her skulle et over-the-top-stød til, hvis både 4’eren skulle pottes og hvid ikke skulle løbe med i hul. Helene blev kaldt til som dommer, grundet hvid og 5’erens tætte placering – Bracken går til bordet, næsten upåvirket af det svære stød han skal sætte, støder hurtigt, og sætter 4’eren perfekt i lommen og får endvidere hvid til at rulle lidt til venstre, som lukker op for et lidt nemmere stød på 5’eren. Fantastisk flot stød, på et meget kritisk tidspunkt i kampen. Efter tre timers spil, rydder Bracken resten af bordet og tager sejren 11-10. Det var en meget seværdig kvartfinale, og begge spillere fortjener stor ros for den præstation de gav på ABK.
Turen gik herefter mod Gigantium, hvor begge semifinaler skulle spilles. Mens sidste kvartfinale blev færdigspillet, gik første semifinale igang mellem Lasse Buhl og Mickey Krause. Mickey gjorde utrolig kort proces og tog sejren 9-3.
Herefter stod 2. semifinale mellem Jesper Schmidt og Martin Brackenbury. Jesper så længe ud til ikke at få spillet til at fungere i de nye omgivelser, hvilket fik Bracken til at trække lidt fra. Jesper fik dog mere føling med bordet og kom tilbage i kampen, med 5 vundne sæt i streg, inden Bracken lukkede kampen til 11-6.
Årets finale i Gigantium stod derfor mellem Mickey og Bracken. Mickey spillede utrolig overbevisende i lange perioder, og ved den mindste koncentrationsfejl fra den unge mand, straffede Bracken ham. Mickey fik dog vendt koncentrationen igen, satte turbo på, og fik afsluttet årets DM-finale i 9-Ball med cifrene 11-5.
Stort tillykke til Mickey Krause med den overbevisende sejr gennem hele turneringen. Danmark har fået sig en international stjerne.
Stor tak til Søren Terp for at dømme semifinaler og finale.
Stor tak til ABK31 og Dan’s Pool Hall for lån af lokaler. Tak til frivillige kræfter for hjælpen på dagene med både stream og afvikling af turneringen.
Også et stort tak til DDBUs sponsorer.
Årets sidste DM, Scotch Double, afvikles 2. juli i Randers. Kom endeligt forbi, det er gratis!
/Pooludvalget.