Kære alle med interesse for 5-Kegler
Hermed lidt information:
Vi har valgt udvide udvalget for 5-Kegler med Johnni Pedersen (Ikast BK) og Ole Møller Fransen (BK Ans). Denne beslutning er taget, da vi vurderer, at det kommende arbejde i udvalget kræver flere hænder og hoveder til at løse disse opgaver på bedst mulig vis. På vores to-do-liste står blandt andet:
– Ny spilleplan for foråret grundet COVID-19-aflysninger
– Planlægning af DM Individuelt og DM Hold
– Evaluering af det nye turneringsformat, så dette format står 100% skarpt efter sommerferien og ikke skal justeres yderligere
– Instruktion for Elitespillere
– Kalender for den kommende sæson
Udvalget består nu af Rene Hendriksen (holder pause) fra CCB, Thomas Høgh fra Fluen, Jonas Raagner fra CCB, Johnni Pedersen fra Ikast BK, Ole Møller Fransen fra BK Ans og Tejs Tafdrup fra CCB.
Vedrørende dette forårs turneringer er vi i dialog om den fremadrettede spilleplan. Vi afventer regeringens restriktioner, men vi overvejer at forlænge sæsonen, så der også spilles i juni. Vi har indtil videre to aflyste Tours (den 30/1 og 27/2), som skal placeres i en kalender, hvor spillere og klubber bliver mere pressede end nogensinde. Derfor denne overvejelse. Desuden kunne det tænkes, at vi bliver nødt til at aflyse yderligere Tours, da vores rangliste mellem Elite Tours og Mesterrække Tours hænger sammen og derfor ikke kan spilles uafhængigt.
Vi har indtil nu ikke konkrete datoer, men vi melder ud, så snart den nye turneringsplan ligger klar.
Vi håber på forståelse fra jer alle og håber I har det godt.
Med venlig hilsen
Udvalget for 5-Kegler