Nyheder

DDBU Informerer – nye restriktioner for flere kommuner og billardklubber

På grund af de i dag indførte nye restriktioner for yderligere 31 kommuner (se
nedenstående DIF-information), skal alle billardklubber i de berørte kommuner fra og med
fredag d.11. december kl.16 lukke, i første omgang indtil d.3. januar 2021.
Alle berørte turneringer i nævnte periode skal søges afholdt, når dette igen bliver muligt.
Man må ikke flytte turneringer til klubber, som ikke er berørte af nedlukningen.
Turneringsudvalget informerer løbende omkring berørte turneringer.
Alle hidtil gældende restriktioner og forholdsregler for hele landet forbliver forlænget til
d.28. februar 2021

For DDBU
Torsten Danielsson, Formand

DIF informerer:
Særlige restriktioner udvides til yderligere
31 kommuner

Onsdag trådte særlige restriktioner i kraft for 38 kommuner – med virkning fra fredag den
11. december omfattes yderligere 31 kommuner. De nye restriktioner stiller en række
spørgsmål om bl.a. trafik på tværs af kommunegrænser.

Stigende smitte i 31 kommuner medfører nu, at også de omfattes af de særlige restriktioner, som trådte
i kraft for 38 andre kommuner onsdag.

Et af de mange tiltag i kampen for bringe smitten ned i de hårdt ramte kommuner er bl.a. nedlukning af
indendørs idræt frem til den 3. januar 2021. Derudover gælder der et forsamlingsforbud på 10 for alle i
de berørte kommuner. Børn og unge er altså ikke undtaget i kommuner med særlige restriktioner.

De nye kommuner, der omfattes af de særlige restriktioner gældende fra fredag den 11. december kl.16
er:
• Alle kommuner i Region Sjælland
• Alle kommuner i Region Midtjylland
• Aalborg
• Fredericia
• Vejle
• Middelfart

Nedlukningen af indendørs foreningsaktiviteter gælder både i kommunale, private og kommercielle
faciliteter, ligesom det omfatter både individuelle aktiviteter, holdaktiviteter og stævne- og
turneringsaktiviteter.

Det faktum, at der nu samlet set er 69 kommuner omfattet af særlige restriktioner, medfører også, at
landsdækkende turnerings- og stævnevirksomhed bortset fra professionel idræt, i praksis bliver stort
set umuligt at gennemføre.

Det er fortsat muligt at gennemføre træningsaktiviteter udendørs, så længe forsamlingsforbuddet på
max 10 personer inkl. træner og øvrige retningslinjer overholdes.

For hele landet gælder, at det gældende forsamlingsforbud på 10 personer og kravet om mundbind
forlænges frem til foreløbig den 28. februar 2021. Børn og unge til og med 21 år er undtaget i
kommuner uden særlige restriktioner, dvs. grænsen for børn og unge er på 50 personer for idræts- og
foreningsarrangementer uden overnatning.

DIF håber, at de nye tiltag hurtigt får den ønskede effekt, så restriktionerne lempes igen, og danskerne
igen kan mødes med hele holdet i den lokale idrætsforening.

I mellemtiden sender vi masser af gode tanker til alle vores frivillige, som igennem ni måneder har
lukket op og lukket ned – og i det hele taget har kæmpet for at kunne gennemføre flest mulige
aktiviteter til glæde for børn, unge og voksne så forsvarligt som muligt.

DIF er ved at afsøge mulighederne for kompensation af idrætten i forhold til de nye restriktioner. Det
gælder lønkompensation samt yderligere hjælpepuljer.

2 spørgsmål og svar om de særlige restriktioner
Vi får mange gode spørgsmål fra foreninger i og uden for de berørte kommuner, angående trafik på
tværs af kommunegrænser.

Følgende spørgsmål omhandler alle foreninger, der har adresse i en af de 69 kommuner, der er
omfattet af særlige restriktioner frem til den 3. januar 2021.

1. Vi er en selvejende forening uden adgang for offentligheden – behøver vi
lukke ned for vores indendørs aktiviteter?
Ja, det er DIF´s anbefaling, at alle foreninger følger myndighedernes anvisninger og
lukker ned for al indendørs aktivitet – det gælder også selvejende foreninger.

2. Hvad er reglerne for at krydse kommunegrænserne til kommuner uden
særlige restriktioner?
Myndighederne opfordrer til, at man tager restriktionerne fra sin hjemkommune med
sig, hvis man krydser kommunegrænsen. Som eksempel: Hvis man bor i en af de
69 kommuner, hvor indendørs idræt er lukket, bør man ikke dyrke fitness eller spille
håndbold indendørs i andre kommuner. Og hvis et barn, som bor i en af de 69
kommuner, hvor der max må være 10 børn til udendørs idræt, tager til en anden
kommune, så gælder max 10-grænsen også for barnet i den anden kommune.

Uanset at der i den anden kommune er en max-grænsen for børn og unge på 50.

Har du spørgsmål?
Du finder svar på en lang række spørgsmål relateret til corona og idrætten her på ekstranettet
under CoronaNyt. Du er også velkommen til at skrive til DIF´s corona-taskforce, hvis du ikke
finder svar på dine spørgsmål.

Relaterede artikler

Lukas og Daniel kæmper for medaljer til Danmark

Niels Hansen

Dion Nelin uhyggelig tæt på sensationen ved EM

Niels Hansen

Kom til åbent hus i Haderslev Billard Klub

Rune Kampe