3-Bande 5-Kegler

Flot dansk bronze ved junior-EM

Det blev til en flot dansk bronzemedalje, da tre spillere i påsken var til junior-EM i 3-Bande Carambole og 5-Kegler i Spanien.

Danmark var repræsenteret ved Daniel Kristiansen fra Varde BK, Jonas Søndergaard fra Næstved BK samt Emma Bjerregaard fra Randers BK.

Det var i disciplinen biathlon, at det blev til dansk bronze. Her spillede Daniel Kristiansen 3-Bande Carambole, mens Jonas Søndergaard spillede 5-Kegler. Emma Bjerregaard var reserve.

Det danske hold vandt den indledende pulje med sejre over Spanien 2 og Tyskland 2. Derefter mødte holdet Italien 2 i semifinalen, som de endte med at tabe, selvom Daniel Kristiansen vandt sin kamp i 3-Bande Carambole.

Daniel Kristiansen vandt kampen i 3-Bande med 25-17 mod Mirko Russino, som dog spillede med 0,735 i gennemsnit. Og det er højt over hans normale snit.

”Jeg mødte ham også sidste år, hvor jeg vandt 25-0. Så det var lidt ærgerligt, at jeg ikke vandt større, når man tænker på, hvad der skete i 5-Kegler,” fortæller Daniel Kristiansen.

Biathlon er skruet sådan sammen, at scoren i 3-Bande Carambole skal ganges med fire, inden kampen i 5-Kegler går i gang.

Dermed førte Danmark 100-68 inden kampen i 5-Kegler. Det er et pænt forspring, men det er ikke uoverkommeligt at indhente. Men det kunne have været uoverkommeligt, hvis ikke italienske Russino havde scoret 17 point i kampen i 3-Bande Carambole.

Jonas Søndergaard mødte Luigi de Girolamo del Mauro i kampen i 5-Kegler.

”Vi fulgtes ad i starten af kampen, men så begik jeg et par fejl, som desværre endte med at koste sejren,” fortæller Jonas Søndergaard.

Inden biathlon-turneringen var alle tre danskere i ilden i de individuelle turneringer.

Emma Bjerregaard og Jonas Søndergaard spillede begge med i 5-Kegler.

Der var ni deltagere, som spillede i tre puljer. Puljevinderne og den bedste toer gik videre.

Der var ikke deltagere nok til en pigeturnering, så EM-debutanten Emma Bjerregaard mødte to unge mænd.

Det lykkedes for hende at vinde 2-1 over Julian Astic fra Frankrig, mens det ikke uventet blev til nederlag mod italieneren Emmanuel Cucchiari.

”Jeg var meganervøs, men jeg glæder mig over, at jeg alligevel formåede at præstere i den kamp, hvor jeg på forhånd havde en chance for at vinde,” fortæller Emma Bjerregaard.

”I den forbindelse vil jeg gerne give stor ros for den støtte, jeg fik af Daniel og Jonas og hans far, Henrik. Det var mindst lige så meget deres fortjeneste, at jeg vandt den kamp,” siger hun.

”Jeg tager en masse erfaring med herfra om, hvordan man håndterer nervøsitet, hvordan man går til bordet, og hvordan man holder sig til en plan. Alt i alt var det en rigtig god oplevelse for mig som debutant,” siger Emma Bjerregaard, som dog måtte se i øjnene, at hun ikke blev bedste toer.

Samlet set blev Emma Bjerregaard nummer seks.

Jonas Søndergaard vandt først 2-0 over Joan Orbea fra Spanien. Derefter skulle han møde Nick Haage fra Tyskland.

”Ham har jeg mødt før, og vi er på nogenlunde samme niveau. Desværre manglede jeg et par procenter, så han endte med at vinde 2-0, og det var ærgerligt,” fortæller Jonas Søndergaard.

”Alt i alt er jeg dog tilfreds med mine præstationer. Det var små marginaler, der afgjorde, at jeg ikke gik videre. Jeg vil prøve at arbejde på at få marginalerne over på min side næste gang,” siger han.

Jonas Søndergaard sluttede på en femteplads.

I 3-Bande Carambole lagde Daniel Kristiansen flot ud med at vinde sin pulje efter sejre over Paolo Turla fra Italien samt Goncalo Santos fra Portugal.

”Jeg var kun seedet toer i puljen, så jeg var fint tilfreds med at vinde puljen. Det var også første gang ved EM, at jeg blev puljevinder,” fortæller Daniel Kristiansen.

I ottendedelsfinalen gik det imidlertid galt mod Luca Philipoom, der egentlig er belgier, men som stiller op for Holland. Han er søn af den mere kendte Jef Philipoom.

”Jeg må indrømme, at jeg havde håbet på mere end en ottendedelsfinale. Jeg havde også troet på mere. Men jeg er tilfreds med størstedelen af mit spil,” siger Daniel Kristiansen, der sluttede på tiendepladsen i turneringen.

Alle tre spillere kalder turen for en rigtig god oplevelse.

Som Jonas Søndergaard formulerer det:

”Alle kan snakke med alle til sådan et junior-EM, og der er et rigtig godt fællesskab på tværs af discipliner og lande.”

Relaterede artikler

5-Kegler | Elite Tour 3 og Mesterrække Øst & Vest samt A-række Øst

Rune Kampe

Da DDBUs Caramboleudvalg har truffet en beslutning om at nedlægge 3-Bande Carambole Elite tour, er DDBU gået tilbage til tidligere afvikling af 3-Bande DM. Desuden spilles Regionsmesterskaberne igen

Rune Kampe

3-Bande Carambole Elite Tours nedlægges med øjeblikkelig virkning som adgangsgivende kvalifikation til DM finalen

Rune Kampe