Igen i år uddeles prisen Danske Spil og DIF’s Årets Idrætsforening. Alle kan indstille en forening, og vinderen får 100.000 kroner. Der er 10.000 til de to øvrige finalister.
Men pengepræmierne er ikke det vigtigste. Det er mindst lige så vigtigt, at prisen giver mulighed for at give en forening et anerkende klap på skulderen ved at blive indstillet. Sidste år var der over 1.000 forskellige indstillinger.
Det er muligt at indstille frem til den 29. oktober, hvorefter tre foreninger udvælges af en jury og går videre til en afstemning. Vinderen af prisen afsløres i forbindelse med det store Sport 2024-show, som bliver afviklet i Jyske Bank Boxen og vist på DR1 den 4. januar.
Læs mere om prisen og indstil en forening her: https://www.dif.dk/arets-idraetsforening. Her kan man også se de idrætsforeninger, der allerede er indstillede.