Af Niels O. Hansen
Thomas Knudsen er dansk mester i 3-Bande Carambole, og han debuterer ved VM i denne uge. Men han kunne dårligt have fået en værre lodtrækning.
Han er kommet i pulje med Torbjörn Blomdahl fra Sverige og Dick Jaspers fra Holland, der tilsammen har vundet VM 11 gange.
Alligevel er han ikke i tvivl:
”Jeg glæder mig helt vildt. Det er en drøm, der går i opfyldelse,” siger Thomas Knudsen.
”Det bliver en kæmpe-oplevelse. Det her er guleroden for, at jeg vandt DM, så det skal nydes. Det er jo ikke sikkert, at jeg får muligheden igen,” siger Bristol-spilleren, der netop har rundet de 42 år.
Dick Jaspers har foruden fem verdensmesterskaber også fem europamesterskaber på sit cv.
Torbjörn Blomdahl har vundet VM seks gange – senest på Værket i Randers i 2019. EM-guldmedaljer har han ti af – og dertil kommer et hav af andre titler.

Da svenskeren vandt sit første EM, var Thomas Knudsen kun lige kommet til verden året forinden.
”Jeg er da favorit til at ryge ud af puljespillet ved det VM. Men jeg tager det som en oplevelse, og jeg kan nærmest kun overraske, så jeg kan spille frit,” siger han.
Thomas Knudsen kalder det nærmest en ønskelodtrækning.
”Rent sportsligt kunne jeg måske nok have ønsket mig en bedre lodtrækning. Men på den anden side set ville jeg nok være underdog uanset hvad. Og nu vil jeg helt sikkert kæmpe for at skabe overraskelsen.”
Thomas Knudsen kan søge trøst i, at det på ingen måde er umuligt for en dansk spiller at få skovlen under den levende svenske legende.
Bjørn M. Jensen fra Ringsted vandt over Torbjörn Blomdahl ved de nordiske mesterskaber sidste år. Og året forinden vandt Brian Knudsen over den nu 63-årige svensker ved EM. Men Blomdahl gjorde alligevel rent bord i resten af kampene og endte med at vinde hele turneringen.
Der er samtidig det pikante element ved lodtrækningen til årets VM, at Torbjörn Blomdahl netop er udnævnt til dansk landstræner. Han skal undervise bl.a. Thomas Knudsen i næste måned i Odense.
”Jeg tænker ikke, at han bærer nag, når jeg har slået ham ud af VM,” siger Thomas Knudsen med et stort grin.

”Men mere alvorligt: Lodtrækningen er måske ikke så dum, når man netop tænker på, at jeg snart skal have træning af Torbjörn Blomdahl. Ved VM kan han se mig på nærmeste hold, og så kan han bedre komme med gode råd, når vi skal træne sammen i næste måned.”
I det hele taget ser Thomas Knudsen meget frem til netop træningssamlingerne med Torbjörn Blomdahl. Træningssamlingerne er en del af DDBU’s satsning på 3-Bande Carambole.
”Det glæder jeg mig også rigtig meget til. Jeg har for efterhånden mange år siden fået instruktion af belgieren Paul Stroobants, og det fik jeg rigtig meget ud af. I det hele taget synes jeg, at det er et rigtigt fint projekt, DDBU er gået i gang med, som jeg tror vil være til stor gavn for mange af elitespillerne i 3-Bande Carambole. Torbjörn Blomdahl er en kapacitet, og det bliver interessant at få hørt lidt om hans erfaringer og at få del i den viden, han har.”
Men i første omgang gælder det VM, som foregår i den franske by, Blois.
Thomas Knudsen møder Torbjörn Blomdahl onsdag og Dick Jaspers torsdag.
Skulle han levere sensationen ved at blive nummer et eller to i puljen, venter der en ottendedelsfinale fredag.
