Af Niels O. Hansen
Efter to år med Johnny Hansen fra Bristol-Odense som dansk mester i Keglebillard for herrer var det søndag Kent Erichsen fra BK Frem i Kolding, som tog guld efter en tæt finale mod Michael Sørensen fra Vejby.
Sejrscifrene kom til at lyde på 800 mod 764 point, så det var tæt på, at der skulle omkamp til.
”Jeg var begyndt at forberede mig på, at vi skulle i omkamp,” fortalte Kent Erichsen efter finalen.
Men det blev altså ikke nødvendigt, og dermed stod det klart, at koldingenseren for tredje gang kunne stå med DM-guldmedaljen om halsen.
Inden da var der gået tre intense dage for de 16 deltagere i Korsør Kulturhus, som var værter for årets DM.
Det var en aula i en tidligere skole, som lagde lokale til, og det var fornemme rammer. Der var ros over hele linjen til Korsør Billard Club, som stod for stævnet.

Efter de to første dage var der kun fire deltagere tilbage.
Foruden Kent Erichsen og Michael Sørensen var det Thomas Bræck fra Vejby og Johnny Hansen.
Ud af de fire var der ingen overraskelse, for de er alle tidligere danske mestre. Tilsammen repræsenterede de inden stævnet 15 danske mesterskaber i Keglebillard.
Kent Erichsen scorede forholdsvis solidt i sin semifinale mod Thomas Bræck, der til gengæld havde svært ved at komme i gang.
I femte indgang var koldingenseren på lukkekurs. Men så kom han til at røre den røde bal med køen, inden han havde stødt. Der manglede han otte point.
Ganske vist førte Kent Erichsen kæmpestort, da det skete. Men omvendt: Disse fire spillere har alle evnen til at lukke spillet når som helst, så fejlen kunne have kostet alt.
Men Thomas Bræck kunne slet ikke få sit spil til at hænge sammen. Og selvom han fik en chance mere – og et efterstød, da Kent Erichsen lukkede i syvende indgang – lykkedes det ikke for den 50-årige Vejby-spiller at skabe tvivl om udfaldet.

Tvivl om udfaldet var der til gengæld i den anden semifinale, der var i kategorien ’spændende uden at være helt velspillet’.
Johnny Hansen var klar favorit af to årsager.
Han var forsvarende mester, og han havde vist helt fantastisk spil både i sine tre puljekampe og i kvartfinalen.
Her havde han i alt lavet 3200 point i kun syv indgange. Med andre ord: Han havde kun kikset tre gange i de fire kampe.
Men fra start var det svært for den 43-årige fynbo.
Han var heldig med at lave rødt på udlægget, og han lavede senere i første indgang også noget af et horn, hvor ballerne klappede sammen undervejs.
Ikke desto mindre blev det til 310 point. Men derefter gik der for alvor kuk i hans titelforsvar.
Det blev mest til tocifrede serier, og efterhånden fik Michael Sørensen ædt sig ind på sin modstander.

Til sidst fik nordsjællænderen lukket i 11. indgang.
Efter Johnny Hansens normale standard er det et meget højt antal indgange at bruge på en kamp. Og så vandt han altså ikke.
”Jeg tabte finalen efter anden indgang. Derefter var alt bare svært. Det var bare en af de dage,” sagde den meget skuffede Bristol-spiller bagefter.
Michael Sørensen var med sejren over Johnny Hansen i finalen for første gang siden 1997, hvor han vandt sit første og til dato eneste DM.
Ingen spiller har endnu haft en pause på 29 år mellem to guldmedaljer i Keglebillard. Men det hører med til statistikken, at der er mange år, hvor nordsjællænderen slet ikke har deltaget i DM.
Det blev som allerede nævnt ikke til guld denne gang. Men det kunne det meget vel have gjort.
De to finalister var nogenlunde jævnbyrdige i kampens start, hvor stillingen efter tre indgange var 328-310 i Kent Erichsens favør.
Men herefter lykkedes det for koldingenseren at producere en serie på 208, som gav lidt luft til modstanderen.
Partiet kom derefter ind i en fase med svære indgangsballer. Og som alle ved: Kan man ikke lave de første to point, kan man heller ikke lave nummer 20. Eller nummer 200.
Det var Michael Sørensen, der kom bedst ud af denne fase, for han fik skruet en serie sammen på 294, som sluttede med en af de underhåndstværballer, hvor både rød og hvid ligger tæt på banden, og hvor man som spiller skal passe meget på, fordi der er risiko for rød i både kegler og midterhul.
Sådan en dessin er ekstra svær på nye klæder, hvor ballerne skrider.
Rød bal ramte midterhullets kant, men det var en stakket frist, for tværballen blev for stor.
Ikke desto mindre var det efter syv indgange Michael Sørensen, der nu havde et lille forspring ved stillingen 590-616.

Spillerne sled med spillet i kampens slutfase, men i tiende indgang kom Kent Erichsen på lukkekurs, selvom han måtte spille et svært masséstød undervejs, fordi rød og hvid havde lagt sig meget tæt.
Men med en serie på 112 var det koldingenseren, der fik lukket. Og så bestod det spændende i, om Michael Sørensen kunne lave de 124, som han manglede.
Vejby-spilleren lagde ud med underhåndslangbal.
”Jeg ville ikke tabe på at kikse spidsen,” som han sagde bagefter.
Det lykkedes herefter Michael Sørensen at runde de 80. Men så begik han lidt af en brøler.
Efter et stød med kegler og rødt lavede han rødt. Han spurgte, om det var første gang rødt. Og det kunne dommeren jo bekræfte, at det var.
Derefter spillede Michael Sørensen rødt en gang til. Men den bal udførte han med undertempo. Nu blev han fanget med alle tre baller nede i bordets hjørne.
Man kunne egentlig kun score på en eneste måde. Det var ved at spille rødt. Og dét måtte Michael Sørensen jo ikke på grund af reglen om maksimalt to gange rødt uden kegler.
Den 53-årige Vejby-spiller endte med at forsøge at spille tværbal over to gange på den bageste af de hvide baller. Men han kunne ikke få vinkel nok på, så det lykkedes ikke at vælte kegler.

”Jeg er både skuffet og tilfreds,” sagde Michael Sørensen bagefter.
”Man vinder ikke sølv. Man taber guld. Man skal aldrig være tilfreds med at blive nummer to. Hvis man er det, så vinder man ikke, når man skal,” sagde han.
”Men omvendt så spillede jeg ikke en særlig god turnering. Jeg tabte en af kampene i puljen, og jeg var heldig med, at begge mine modstandere i kvartfinalen og i semifinalen spillede langt under deres normale standard. Så på den baggrund skal jeg nok alligevel være tilfreds.”
Kent Erichsen var meget overrasket over sin guldmedalje.
”Jeg har ikke haft en specielt god sæson. Men jeg slog til, da jeg havde brug for det. Jeg spillede godt i kvartfinalen, hvor jeg lukkede i første indgang – og sådan set også i semifinalen, selvom jeg kom til at sløse lidt til sidst,” sagde den 54-årige BK Frem-spiller.
”Jeg havde helt klart regnet med, at Johnny [Hansen] ville løbe med guldet igen,” sagde han.

”Han har været den klart bedste spiller i hele sæsonen – og også her ved DM. Men han havde en dårlig dag i semifinalen, og så er det, at vi andre har en chance for at vinde. Så er det om at gribe den,” som han sagde.
”Jeg er meget, meget stolt og meget, meget glad for den guldmedalje.”
Kent Erichsen vandt DM-guld første gang i 2014. Anden gang var i 2023.
DM i 2027 finder sted i Herning, hvor den lokale klub, B 67, fejrer sit 60-års jubilæum.
