3-Bande 5-Kegler

Thomas Andersen tog DM-guld i Biathlon i suveræn stil: Det er et sjovt spil!

Af Niels O. Hansen

Thomas Andersen fra Ringsted Billard Club leverede helt suverænt spil, da han onsdag i denne uge vandt DM-guld i disciplinen Biathlon, der består af 3-Bande Carambole og 5-Kegler.

Specielt i 3-Bande Carambole kørte spillet helt forrygende for DM-guldvinderen. I de tre kampe i finalepuljen endte han med et totalgennemsnit på 1,666.

”Det var en virkelig god aften for mig. Jeg melder mig til DM i Biathlon, fordi jeg synes, at begge spil er interessante. Og man skal være dygtig til begge dele for at vinde. I finalen mødte jeg også tre gode spillere, og spillet er især sjovt, fordi der er god modstand. Jeg kan let tabe til alle de andre tre. Derfor synes jeg også, at mit DM er meget værd,” siger Thomas Andersen.

De øvrige tre deltagere i årets DM-finale var en af landets bedste allround-billardspillere, Henrik Ryholt fra KBK, samt klubkammeraterne Michael Lohse og Bjørn Mikkel Jensen, der var forsvarende dansk mester i Biathlon.

”Det er også bl.a. derfor, jeg melder mig til. Der skal være nogle gode modstandere. Ellers er lysten ikke så stor. Men jeg melder mig også til, fordi Biathlon er god træning i begge spil.”

Thomas Andersen vandt alle sine tre kampe ved årets DM. De øvrige deltagere vandt en kamp hver, og der blev sølv til Henrik Ryholt (tv) og bronze til Michael Lohse og Bjørn Mikkel Jensen (længst th).

Det var Thomas Andersens fjerde danske mesterskab i Biathlon. Han vandt senest i 2024 i forbindelse med DM-ugen i Herning.

Dengang slog han i DM-finalen den tidobbelte danske mester, René Hendriksen fra BK Grøndal, som ikke deltog i årets DM.

En anden konkurrent manglede også i form af Erling Sjørup. Ikast-spilleren har vundet DM fire gange, og så er han tidligere verdensmester i Biathlon (1991).

”Jeg så gerne, at de var med. I det hele taget vil jeg gerne opfordre til, at der er flere spillere, der melder sig til DM i Biathlon,” siger Thomas Andersen.

EXPLAINER

Biathlon handler om 5-Kegler og 3-Bande Carambole,

Der spilles til 20 point i 3-Bande Carambole. Men de opnåede point i denne disciplin skal bagefter ganges med fem.

Hvis en spiller for eksempel kun når 17 point, begynder kampen i 5-Kegler med stillingen 100-85 til vinderen af kampen i 3-Bande Carambole.

Vinderen af Biathlon-kampen er den spiller, der først når 200 point samlet.

Relaterede artikler

Nicolai Norman Jensen bliver ny konsulent for Den Danske Billard Union!

Rune Kampe

Ungdoms DM 5-Kegler 2025/26

Niels Hansen

VM-sølv til Marianne Mortensen – og to danske bronzemedaljer

Niels Hansen