Historisk Kegler Nyheder

Jan Bemmann er et stolt æresmedlem af DDBU: Det er kronen på værket!

Af Niels O. Hansen

Jan Bemmann er ikke i tvivl. Hans æresmedlemskab i DDBU er kronen på værket.

”Det er det største, man kan opleve inden for dansk billard,” siger den nu 80-årige Jan Bemmann, der har levet et liv i og for billard.

Det var ved sidste årsmøde i DDBU, at Jan Bemmann fik blomster og diplom som et synligt bevis på sit æresmedlemskab.

”Jeg glemmer aldrig den dag. Det betyder meget for mig, at jeg nu er æresmedlem, og det er en stor anerkendelse af mit arbejde,” siger Jan Bemmann i telefonen hjemme fra Tisvilde ved den nordsjællandske kyst.

Han er egentlig fra Fredensborg, og han har boet i det nordsjællandske i hele sit liv – minus fire år.

Fra 1975 boede han og familien i Horsens.

”Jeg var i et firma, som fik en afdeling i Skanderborg, og så spurgte de, om der var nogle, der ville flytte til Jylland. Min familie tog chancen, og det fortrød vi ikke. Vi havde det godt. Men vi tog tilbage til Nordsjælland – til Tisvilde – i 1979. Og det var også på grund af arbejdet,” som han fortæller.

Når Jan Bemmann skal fortælle om sin interesse for billard, er der en person, der går igen: Hans far.

”Min far var vild med billard, og allerede som teenager tog jeg med ham på de lokale steder. Vi var også nogle unge, der spillede med hinanden i begyndelsen af 1960’erne. Jeg var nok den bedste af os, og jeg fik også tilbudt at komme ned i Fredensborg Billard Club, men det sagde jeg nej til. Det kan jeg måske godt fortryde lidt i dag, men det kan man jo ikke lave om på,” som han siger.

Når den unge Jan Bemmann ikke begyndte sin klubkarriere i billard noget før, hang det sammen med, at han også dyrkede meget andet.

”Jeg spillede både tennis og bordtennis og badminton og håndbold. Så det var der ikke tid til.”

Da Jan Bemmann så stiftede familie – inden turen gik til Jylland – flyttede han til Tisvilde for første gang.

”Mine forældre flyttede samtidig til Hornbæk. Men når jeg besøgte dem, tog min far og jeg altid til Dronningmølle, hvor den tidligere danske mester i badminton, Finn Kobberø, havde et sted med billard. Så interessen for billard var der hele tiden. Og den var der også, mens jeg boede i Horsens, hvor jeg en gang imellem spillede på de lokale steder.”

Kort efter tiden i Jylland, så Jans hustru, Gitte, at den lokale Vejby Billard Klub holdt medlemsmøde.

”Jeg kendte godt et par af spillerne fra turene til Dronningmølle, så jeg tog dertil og blev medlem. Og allerede året efter – i 1980 – blev jeg formand,” fortæller han.

Vejby Billard Klub er i dag en af landets førende inden for Keglebillard. Klubben har blandt meget andet vundet Elitedivisionen syv gange.

Men dengang var klubben en ret lille klub – med mod på mere!

Der var to kegleborde og et carambolebord i et sidelokale til hovedforeningen. Lokalet eksisterer den dag i dag med to borde til Skomar, nogle automater og en sofagruppe.

Langt hen ad vejen er det lokale en gennemgang til den egentlig salon med fire kegleborde og et carambolebord.

Den salon åbnede i 1993. Jan Bemmann fortæller:

”Vi havde en kvart million, og et af vores medlemmer, Flemming Pedersen, havde en far, der sagde, at hvis vi selv kunne stå for byggeriet, kunne vi godt holde det inde for budgettet. Dengang kaldte jeg det Vejby Billard Center, for der var både Keglebillard, Carambole, Pool og Snooker. Men interessen forsvandt først for Snooker – og senere også for Pool.”

I mellemtiden var Jan Bemmann blevet formand for den nu nedlagte Sjællands Billard Union. Og det skete egentlig ved en tilfældighed.

”I 1991 manglede unionen en næstformand, og jeg spurgte, hvad sådan én egentlig lavede. Formanden svarede, at han lavede egentlig ikke noget. Jamen, det kunne jeg da godt være, tænkte jeg så. Men året efter var der så årsmøde i unionen, og der kom formanden simpelthen ikke. Han blev væk! Så med 20 sekunders forberedelse måtte jeg så holde en formandsberetning. Naturligvis blev jeg formand for Sjællands Billard Union på det årsmøde.”

Når Jan Bemmann tænker tilbage på tiden i Sjællands Billard Union, er der især tre ting, som han hæfter sig ved.

Det første er ungdomscupperne – dét som i dag hedder juniorcupperne.

De cupper var begyndt sidst i firserne, men de var noget løse i strukturen. Det fik Jan Bemmann sammen med andre gode folk gjort noget ved.

”Vi endte med at udarbejde en manual, så der var helt klare linjer for, hvordan det skulle foregå fra en ung pige eller dreng tilmeldte sig de cupper, indtil hun eller han stod med en pokal i hånden efter cuppen. Vi fik også indført det grand prix-system, som man kender i dag. Det var en dejlig periode med mange unge mennesker og mange gode folk i klubberne. Det ser jeg tilbage på med stor glæde. Og det er noget af det, jeg er allermest stolt af.”

Det andet var turneringsprogrammet, der egentlig brød sammen, da den daværende kasserer i DDBU, Lars Andersen, døde i 1995. Han tog koderne til programmet med sig i graven.

”Derefter skete der ikke rigtig noget, så det hele flød faktisk. Men jeg kendte en dygtig mand, René Dyrke Hansen, som kunne opstille et turneringsprogram baseret på databaser. Det betød også, at vi kunne få en bedre resultatformidling i Sjællands Billard Union,” som Jan Bemmann udtrykker det.

Før internettets gennembrud i sidste halvdel af halvfemserne var det sådan, at unionen en gang imellem i løbet af sæsonen udsendte et hæfte med alle holdturneringerne, så spillerne kunne se, hvordan det gik.

”Men med det nye program kunne sekretariatet opdatere og sende resultater og stillinger ud hele tiden. Hanne Rasmussen i Jydsk Billard Union ville også være med, og faktisk kom alle lokalunionerne på nær Vestjysk Billard Union med. Det var et stort fremskridt,” fortæller Jan Bemmann.

Den tredje glæde for ham var, at al billard kom ind under Den Danske Billard Union.

Før i tiden var det sådan, at Den Danske Billard Union organiserede alle eliteturneringer. Lokalunionerne tog sig af breddeturneringerne.

Det lød meget godt på papiret. I virkelighedens verden gav det en meget fastlåst situation mellem DDBU på den ene side og lokalunionerne på den anden.

”Det kom til at handle om ’dem’ og ’os’. Altid. Først var jeg som formand for Sjællands Billard Union med til møderne i det, som hed repræsentantskabet. I 1998 blev jeg formand for breddeudvalget i Den Danske Billard Union og kunne se det fra den anden side. Men det var lige håbløst. Der var meget gammelt nag, og vi brugte alt for mange kræfter på at modarbejde hinanden i stedet for at arbejde sammen. Det varede længe, førend det lykkedes at få samlet alt under én hat i DDBU i begyndelsen af 10’erne.”

Inden da kom DDBU ud i en voldsom krise. I 2002 hang økonomien i laser.

”Det var nødvendigt at opsige medarbejderne på sekretariatet. Men en sekretariatschef skulle DDBU jo have. Og som det var sket før: Da ingen andre ville, så gjorde jeg det. Det skete i 2002.”

Til at begynde med var det nærmest en uoverskuelig opgave for Jan Bemmann.

”Der var ikke et øje på kontoret, så jeg var nærmest på bar bund. Men jeg kendte nogle folk i Danmarks Idræts Forbund (DIF), og i løbet af to-tre år fik jeg styr på det. Dengang foregik alting nærmest i hånden. Lidt efter lidt overtog DIF selve bogføringen. Men jeg sad stadig selv med alle bilagene.”

I den periode var der især én begivenhed, Jan Bemmann så frem til: Den årlige tur til Viersen i Tyskland til VM for tomandshold i 3-Bande Carambole.

”Det var årets store begivenhed at tage af sted sammen med topspillere som Tonny Carlsen, Dion Nelin, Jacob Haack-Sørensen, Brian Knudsen, Brian Zola Hansen og flere andre. Samtidig fik jeg også mange gode billardvenner fra andre lande. Der er mange gode minder.”

Men også billardresultater.dk ser Jan Bemmann tilbage på med stor glæde.

”Det gamle system var lige netop gammeldags. Det var faktisk min idé, at vi skulle have en web-baseret side til resultaterne. Men det var først, da Karsten Jørgensen fra Korsør i 2011 kom ind på sekretariatet, at det kunne komme på skinner. Karsten døde desværre i 2017, men han nåede at gøre et kolossalt arbejde med det system.”

Men hvad så med Jan Bemmann og selve billardspillet og sporten? Det som startede det hele?

Faktisk spillede han i mange år også med i turneringerne selv – både individuelt og for hold og både i Keglebillard og i Carambole.

”Og det er nok noget af det, jeg savner mest. At være sammen med alle de gamle gutter til for eksempel oldboyscup. Men jeg kan ikke mere,” siger han.

”I december 2023 kom jeg hjem fra en billardkamp i Hundested og kunne kun gå tre skridt ad gangen. Min kone fik mig med til sygehuset i Frederikssund, hvor det viste sig, at jeg havde stive lunger, som de kaldte det. Jeg slås også med både hjertefejl og diabetes. Og mit helbred har været tosset lige siden den dag i 2023.”

Også derfor var det for Jan Bemmann en glædens dag, da han blev udnævnt til æresmedlem for sin store indsats for dansk billard.

”Den dag sluttede ringen,” smiler han igennem telefonen.

Relaterede artikler

I dag åbner tilmeldingen for sideevents til DrinxSjøbeck Masters!

Rune Kampe

EM i Snooker 2026 – en tur til Spanien

Alex Persson

Nicolai Norman Jensen bliver ny konsulent for Den Danske Billard Union!

Rune Kampe