Nyheder Snooker

Daniel Kandi vinder Nordic Snooker Championship 2025 i Oslo

Den danske snookerprofil Daniel Kandi kunne lørdag aften løfte trofæet som nordisk mester, efter en imponerende præstation ved Nordic Snooker Championship 2025 i Oslo, Norge. Turneringen, der blev afholdt fra 10. til 13. september, samlede de bedste spillere fra hele Norden til fire intense dage med topklasse snooker.

Selv i kampe, hvor Kandi ikke ramte sit sædvanlige høje niveau, viste han sin klasse ved at holde et solidt bundniveau og bevare roen i de afgørende momenter – kvaliteter, der bidrog væsentligt til de flotte resultater og hans vej til finalesejren.

En dramatisk semifinale

Semifinalen mod den rutinerede Andy Nettleton fra Sverige, blev en sand gyser, der strakte sig over næsten fem timer. Trods modstanderens spektakulære og til tider trickshot-agtige stød, holdt Kandi hovedet koldt og sikrede sejren med cifrene 4-3.

Overbevisende finalesejr

I finalen ventede Finlands 2. seedede spiller, Eelis Lappalainen. Her leverede Kandi en taktisk og teknisk helstøbt indsats, der resulterede i en sikker 5-2 sejr – og dermed hans tredje nordiske mesterskabstitel.

Highbreak of the tournament

Undervejs i turneringen lavede Kandi det højeste break på 93 point. Han er i øvrigt den eneste dansker, der nogensinde har lavet et 147-break i en turnering – en bedrift han opnåede ved DM i 2018.

En dansk snookerlegende

Med adskillige danske mesterskaber og nu tre nordiske titler cementerer Daniel Kandi sin position som en af Danmarks mest succesfulde snookerspillere nogensinde.

“Det betyder utrolig meget for mig at vinde denne titel. Niveauet i Norden er højt, og der er mange dygtige spillere, så det kræver fokus hele vejen igennem. Jeg er stolt af at kunne repræsentere Danmark på denne måde,” udtalte en glad Daniel Kandi efter sejren.

DDBU ønsker Daniel Kandi et stort tillykke med sejren og takker for den flotte repræsentation af dansk snooker på den nordiske scene.

 

Relaterede artikler

DM i 4-mands hold | Slukefter 1 løb med guldet i intenst finalestævne

Rune Kampe

DM i Skomar Billard for 4-mandshold – Se med live i dag!

Rune Kampe

Efter bronze og sølv: Charlotte Koefoed vinder EM-guld

Niels Hansen