Lørdag den 16. september var Randers Pool Club vært for den nye sæsons første MM. Disciplinen var 10-Ball og 12 spillere var mødt op til kamp. Det skulle blive en turnering fyldt af overraskelser! Første runde bestod af 4 kampe; Mark Dam mod Jeppe Poulsen, Simon Jung mod Allan Hansen, Helene Mikkelsen mod Christian Elling og Frederik Svendsen mod Michael Moesgård. Mark slår Jeppe 7-6 i en gyser af en kamp, dagens første mindre overraskelse. Simon vinder knebent over Allan 7-5, Christian vinder 7-3 over Helene og i den sidste kamp vinder Michael noget overraskende over Frederik. Bagud 5-2 vinder Michael de næste 5 sæt og vinder 7-5.
I næste runde trådte de 4 seedede spillere ind. Rene Bak, Kim Sandhøj, Søren Terp og Søren Rydlund. Det gav følgende kampe. Rene mod Mark, hvor Rene spiller næsten fejlfrit og vinder 7-0. Kim mod Simon, hvor Kim spiller godt og vinder 7-2. Søren Terp mod Christian – Søren vinder sikkert 7-4. Sidste kamp var Søren Rydlund mod Michael. Søren Rydlund vinder sikkert over Michael med 7-2.
Det gav følgende kampe i taberkvalifikationen. Jeppe vinder 6-3 over Michael, Christian vinder sikkert 6-1 over Allan, Simon slår Helene 6-2 og Frederik vinder 6-3 over Mark.
Lodtrækningen gav følgende kvartfinaler. Rene mod Jeppe, Kim mod Christian, Søren Terp mod Frederik samt Søren Rydlund mod Simon. Så kom de overraskelser jeg skrev om tidligere. Jeppe slår Rene 7-6. Rene spillede skidt og Jeppe straffede fejlene og kom fortjent foran 5-1, Rene kæmper sig tilbage og fører 6-5 og brænder en afgørende 10er for at vinde kampen. På hill-hill tager Jeppe sejren 7-6. I kamp to vinder Christian 7-5 over Kim i en tæt kamp der nemt kunne være gået begge veje. Frederik og Søren følges ad det meste af kampen, ved stillingen 6-6 har Søren chancen for at lukke kampen men brænder 10eren, men efterlader en svær ball til Fredrik. Frederik sætter 10eren stensikkert og vinder 7-6. Søren Rydlund og Simon følges ad inden Søren trækker sig sejrrigt ud med 7-5.
I den indlagte spisepause, diskede Brian Nielsen op med lækkerier i form af hakkebøffer og bløde løg. En lille halv times tid senere var det tid til semifinalerne. Christian mod Jeppe og Frederik mod Søren Rydlund. I den første semifinale vinder Christian sikkert mod Jeppe 7-3. Jeppe fandt ikke det gode spil der havde vundet kvartfinalen og Christian straffer de fejl Jeppe laver. I den anden semifinale vinder Søren Rydlund sikkert over Frederik med 7-1. Søren lukker når han får chancen og kontrollerer kampen fra start til slut.
Finalen mellem Christian og Søren blev desværre aldrig spændende, dertil var Søren for godt spillende og vinder sikkert 7-2. En ganske fortjent titel var derfor en kendsgerning. Tak til DDBU, Randers Pool Club og deres frivillige samt alle spillerne samt tilskuere til stævnet.
Rene Bak