Lørdag den 11. februar, mødtes 16 spillere op til MM 8 ball på ABK31’s lokaler i Aalborg. Der var glædeligt gensyn med Theis Magle og Hai van Dang, som begge kom godt fra start i turneringen med solide sejre. Vindersiden af turneringen var uden de store overraskelser og 1-4 i seedningen gik direkte i kvartfinalen med to sejre ud af to.
Der var lidt mere spænding på tabersiden. Niels Kronborg Pedersen fortsatte de gode takter fra forrige weekends AM 8 ball og sørgede for, at Theis Magles comeback turnering sluttede inden kvarten med en stærk 7-5 sejr. Helene Mikkelsen gjorde også rigtig god figur i denne turnering med en 7-6 sejr over Frederik Sonne Svendsen og tabte efterfølgende knebent i en super spændende kamp mod klubkammerat Søren Rydlund.
Da lodtrækningen blev foretaget, bød den på 4 kampe der var svære at kalde på forhånd:
Martin Brackenbury v Simon Jung
Kar Shing Cheng v Hai van Dang
Nicolaj Sonne Svendsen v Søren Rydlund
Søren Terp v Niels Kronborg Pedersen
Martin Brackenbury, Søren Terp og Kar Shing Cheng levede alle op til favoritværdigheden i deres kampe og bookede deres pladser i semifinalen uden alt for meget drama. Der var dog noget mere spænding i den sidste kvartfinale mellem Nicolaj Sonne Svendsen og Søren Rydlund. På 6-6 havde begge spillere chancen for at lukke sættet og dermed sikre sig en medalje, men til sidst var det Søren Rydlund der trak det længste strå og vandt 7-6.
Kar Shing Cheng havde vist storform i løbet af dagen, men i semifinalen kunne han ikke rigtig få tingene til at køre. Martin Brackenbury viste til gengæld god skarphed for at straffe Kar Shings fejl og køre en sikker 7-1 sejr i hus. Søren Terp og Søren Rydlund skiftedes til at vinde sæt frem til 5-5, dog var det Søren Terp der kunne holde hovedet koldt og køre en 7-5 sejr hjem.
Finalen mellem Martin Brackenbury og Søren Terp startede først ved midnatstid, og finalen bar præg af, at begge spillere var ved at være lidt trætte ovenpå en lang dag. Martin så ud til at have overtaget igennem kampen, dog viste Søren rigtig god fight og holdt kontakt til Brackenbury hele vejen igennem. Det skulle dog vise sig at være favoritten Martin der tog guldet med en 7-5 sejr og cementere dermed også sin 1. plads på MM ranglisten.