Kegler Nyheder

Optakt til sæsonen 2021/2022 (Søren Søgård ligaen – keglebillard)

Kære læsere, billardelskere, bandekrigere og trille-spillere.

Velkommen tilbage til DDBU`s Søren Søgård liga-magasin. Jeg håber at alle vore læsere, har haft en fantastisk sommerferie – som forhåbentligt for de fleste, har været noget mindre restriktiv.

Lad os starte hvor slap i april/maj.

Jeg er ret sikker på, jeg taler på vegne af alle SS-liga-spillerne, når jeg siger at sæsonen 2020/2021 har været yderst mærkelig. I store dele af sæsonen, var der slet ingen personer i klubben udover de implicerede spillere i SS-ligaen – det har i sig selv været en noget mærkelig oplevelse. Normalt er der tilskuere rundt omkring i de enkelte klubber, men vi må nok erkende, at tilskuere er en enormt stor del af SS-ligaen – hvilket vi i stort omfang, har måtte se langt efter. Det bliver glædeligt at tage hul på den nye sæson, hvor mulighederne for tilskuere rundt om klubberne, gerne skulle være betydeligt bedre.

Resultatmæssigt må vi jo nok konstatere, at det for virkelig mange spillere i SS-ligaen, har været en sløj omgang. Det kan have mange årsager – de fleste har nok i et eller andet omfang, været ramt af coronakrisen ift. social omgang, professionelle udfordringer, private udfordringer eller personlige udfordringer.

Jeg kan konstatere at der hos 59% af de faste stamspillere i SS-liagen har været tilbagegang på årssnit, og kun 41% har mærket fremgang. Herunder har KUN ca. 7% mærket en større fremgang i årssnit – disse tal er meget lave, og fortæller historie om en sløj sæson.

Sæson 2021/2022

Lad os rette kikkerten mod sæson 2021/2022.

Diverse holdkort rundt omkring i rækken, har i løbet af sommeren ændret sig lidt. Ændringerne er markeret med RØD i oversigten nedenfor.

Vejby BK                                  BK Frem 1                   Asaa BK                 Vordingborg BC

  • Thomas Bræck          1) Kent R. Erichsen   1) Martin Kristensen  1) Anders Henriksen
  • Ole Nymark                 2) Bent Sørensen    2) Søren Sørensen       2) Claus Hansen
  • Michael Sørensen      3) Per Jensen          3) Lars Christensen     3) Peter R. Andreasen
  • Carsten Rasmussen  4) Sebastian Skøtt  4) Mike Christensen    4) Henrik Hansen

Bristol Odense                         Gilleleje 1                     Sorana BK                    Korsør BC

  • Johnny Hansen            1) Per Andersen   1) Henrik Søndergaard   1) Kai H. Jensen
  • Brian K. Nielsen            2) Tino Ishøj          2) Frank Mundt Jensen 2) Ronnie Dalgaard
  • Jan Szymula                 3) Niels Fritz          3) Allan Grønager           3) Lars Jensen
  • Sebastian Hedengran 4) Erling Petersen 4) Johnny Mogensen    4) Andre Petersen

 

Helsingør SBK         BK Frem 2           Nyborg BK (oprykkere)      Gilleleje 2 (oprykkere)

  • Keld Olsen      1) Allan Kjærsgaard    1) Jens S. Nielsen     1) Henning Bier Kaas
  • Jan Gulager    2) Ulrik Schlunsen       2) Finn Sørensen       2) Ole Christiansen
  • Simon Debel   3) Poul Arne Agaard  3) Finn Mortensen     3) Carsten Niemeyer
  • Lars Olsen      4) Bjørn Aalsing          4) Jan Mortensen      4) Henrik Knudsen

 

Når jeg kigger ned over diverse holdkort, så må jeg sige, at vi i år har med en speciel sæson at gøre. Historisk set har det altid været sådan, at de 2-3 nederste hold i rækken, har skillet sig en del ud fra det øvrige felt – langt de fleste gange med holdgennemsnit et sted mellem 40-50. Disse ”bundpropper” eksisterer ikke i denne sæson.

Der er i sæsonen 2021/2022 en uset stor bredde – med andre ord, et hold har aldrig skulle have så højt et holdsnit, for at kunne begå sig i rækken. Derfor bliver denne sæson uhyggelig spændende.

Toppen af rækken

Ud fra et teoretisk perspektiv, så vil jeg sige, at de tre først slutspildspladser allerede er optaget inden sæsonstart. Jeg kan ikke se at Vejby BK (forsvarende mestre) BK Frem 1 (Sølvvindere) og Bristol Odense skulle kikse deres slutspilsplads. Set fra min sofa, må jeg sige, at det mest eksplosive punkt på sæsonen spændingskurve, er klart det øjeblik vi finder den fjerde slutspildsdeltager.

Det spændende element, består i at mange hold aspirerer til denne plads – værd at nævne er Sorana, Korsør, Asaa, Vordingborg og Gilleleje. Disse hold kommer virkelig til, at skulle have en fornuftig sæsonstart – en god start, er altid et godt fundament for en god pointhøst igennem sæsonen.

Bunden af rækken

Som jeg tidligere har nævnt, så er det en sæson, hvor minimumskravet for at blive i rækken, er steget markant. Dette betyder, at det i virkeligheden er stort set umuligt, at pege på 4 hold som burde være placeret her. Man kan sige, at det igennem historien, har vist sig at være svært for oprykkere til SS-ligaen, at bide sig fast – derfor må vi nok have Nyborg og Gilleleje som favoritter for de to pladser i nedrykningsslutspillet.

Nyborg har igennem en menneskealder, været et hold, man har skulle finde i toppen af rækken. Efter nogle års fravær i rækken, har de fået ambitionerne tilbage. Det bliver spændende, om det lykkes Nyborg at bide sig fast som oprykkere. De burde have en stor mængde rutine og erfaring, som nok kommer dem til gode i de afgørende øjeblikke.

Hvis jeg skulle pege på nogle hold, som kunne ende i nedrykningsslutspillet. Så vil jeg – ud fra et teoretisk perspektiv – pege på hold som Nyborg, Helsingør, Gilleleje 2 og BK Frem 2. Resten af holdene i rækken, ser jeg helt klart som nogle der kan spille med om den sidste slutspilsplads i toppen.

Magasinets format

Jeg/vi vil bestræbe os på, at skrive et lille skriv efter hver runde. I den forbindelse ville jeg blive utroligt glad, hvis der var nogle rundt omkring, som kunne tage nogle billeder, komme med nogle anekdoter eller lignende til mig (gerne på Messenger under navnet ”Anders Henriksen”) – dette skal være med til, at gøre de enkelte ”skriv” mere levende.

Der har været nogle tekniske udfordringer, forbundet med udarbejdelsen af optaktsinterviews. Mange gratis muligheder på disse online programmer, er blevet fjernet således at man skal betale sig til adgang. Meget smart af dem, når nu efterspørgslen under coronakrisen er steget markant 😉

Så derfor vil jeg/vi ydermere bestræbe os på, at lave nogle interviews med diverse hold – således at der efter hver runde, bliver lagt et interview op. Vi håber på, at dette mere løbende format, gerne skulle få interessen til at stige yderligere.

Husk : billard skal ses live – ude i klubberne.

Tilbage er der blot at sige – velkommen tilbage til jer alle sammen, vi glæder os til en skøn sæson, med massere af liv i klubberne.

Med sportslige hilsner: DDBU`s keglebillard udvalg, Anders Henriksen, Kent R. Erichsen og Johnny Hansen.

Relaterede artikler

Billardens Uge 2025

Niels Hansen

SKOMAR CHAMP 2024 | Årets største skomarevent 3.0

Rune Kampe

Charlotte Sørensen er verdensmester: ‘Det er ikke til at fatte’

Niels Hansen