Pool

Rune Mosbaek vinder AM 9-ball

Lørdag d. 19. juni var en speciel dag for Randers Pool Club, da vi for første gang skulle afholde et mesterskab under DDBU, i vores nye lokaler. Dagen forinden var klubben dog i en krise, da belysningen over bordene manglede. Men en mandfolkeindsats af en af klubbens frivillige, samt et par få hjælpende hænder gjorde at stævnet kunne afholdes. Derfor skal der lyde et stort tak til Ulrik Heegaard.

15 spillere havde trodset sommervarmen, for at konkurrere om medaljerne. Både rutinerede a-række spillere, debutanter samt spillere der var vendt tilbage efter pause. I løbet af dagen var der både et højt spillemæssigt niveau, samt en hyggelig atmosfære. Der var generelt mange tætte resultater, da 8 ud af de 25 kampe blev afgjort i sidste sæt.

Efter en banket, tilberedt af klubbens frivillige, gik turneringen ind i sin afgørende fase. Nikolaj Sonne fra Dans Pool Hall og Peter Sørensen fra den arrangerende klub, vandt sikre sejre på henholdsvis 7-3 og 7-2 for at kvalificere sig til semifinalen. Rune Mosbaek fra Fast Eddies overlevede et comeback imod Jesper Petersen, og vandt sin kvartfinale efter et dramatisk afgørende sæt. I den sidste kvartfinale spillede debutanten Yzeir Baku fra ABK 31 imod Frederik Sonne. Yzeir havde fundet sit spil efter et nederlag i første runde, leverede en solid sejr på 7-3, for at stå i sin første semifinale.

I den første semifinale kom en overraskelse, da Rune Mosbaek slog den første seedede, Nikolaj Sonne med cifrene 7-3. Dog skal der lyde stor ros til Nikolaj Sonne, da han gjorde sin modstander opmærksom på at han havde bal i hånd, selvom han var ved at lægge an til stødet.

I den anden semfinale blev det en tæt affære mellem Yzeir Baku og Peter Sørensen. Peter kom foran 5-2, og niveauet i kampen var ret højt. Yzeir leverede et comeback, og tog 4 sæt i streg for at komme på 6-5. Dog brændte han en 8’er, som gjorde at kampen skulle afgøres i sidste sæt. Her tog Peter Sørensen sin chance og vandt kampen 7-6.

I finalen skulle det endnu engang blive tæt. Efter at have delt de første par racks kom Peter Sørensen foran 5-3 imod Rune Mosbaek. Men en brændt bal af Peter gjorde at Rune kunne kæmpe sig tilbage i kampen, og kom på stillingen 5-5. Peter kom efterfølgende på 6-5, men en fejl i 12 sæt gjorde at Rune kunne udligne på en 9’er kombination. I det sidste og afgørende sæt var det Rune der med god shot-making og godt positionsspil kunne potte guld 9’eren.

Tillykke til den nye A-række mester Rune Mosbaek (Fast Eddies), sølvmedalje vinderen Peter Sørensen (Randers Pool Club), samt til henholdsvis Nikolaj Sonne (Dans Pool Hall) og Yzeir Baku (ABK 31) med bronzemedaljerne.

Og på vegne af Randers Pool Club, tak for et godt stævne og en hyggelig dag.

 

Turneringsleder og skribent: Søren Hartner Terp

 

Relaterede artikler

Adib Issa vinder AM 9-Ball

SOEREN

DM-ugen i Herning i uge 25

Rune Kampe

I dag er det Den Danske Billard Unions 90-års fødselsdag!

Rune Kampe