Nyheder

Hørt på Facebook!

Jeg elsker billard, jeg elsker billardsporten, og når man ser opslag og indlæg her på siden, så er jeg vist langtfra alene om de følelser. Følelser er vist det der kendetegner billardspillere, især når der skal kommenteres på indlæg omkring billardsporten. Velvidende at verden er ret sort / hvid, så vover jeg alligevel at komme med et indlæg til debat og inspiration.

Vi snakker meget om hvordan vi får flere nye medlemmer med i billardsporten. Som en skrev i et tidligere indlæg, så vil man helt klart blive skræmt væk, hvis man læser de mange indlæg og kommentarer på Den Danske Billard Unions facebookside. Jeg tror det vil være naturligt at læse de indlæg der er på FB når man som nyt medlem melder sig ind i en ny sportsgren.

Personligt så vil jeg sige at billardsporten rummer noget helt unikt, noget som stort set ingen andre idrætsgrene rummer. Vi har et handicapsystem som gør at ung – gammel, mand – kvinde, dygtig spiller – nybegynder, og især min “kæphest” mennesker med funktionsnedsættelser (fysisk, psykisk, socialt) kan deltage i vores elskede idræt.

Ifølge en rapport er mere end 600.000 danskere med funktionsnedsættelser udenfor et foreningsfællesskab. Det er kontanthjælpsmodtagere, sygedagpenge, ressourceforløb, fleksjobbere, førtidspensionister, psykisk sårbare mm.

Da jeg selv er amputeret, rygmarvsskadet (smerter døgnets 24 timer), hjertepatient (blodprop i hjertet), så føler jeg at jeg ved lidt om hvad jeg taler om.

Min livserfaring/LIVSMOTTO er at det eneste øjeblik hvor jeg glemmer smerter og handicap, det er når min hjerne har fuldt fokus på noget godt. “Noget godt” er netop det som billardsporten kan tilbyde mig som menneske. Jeg elsker kampe, jeg elsker at træne, at udvikle, at blive dygtigere, at kæmpe for mit hold når vi spiller kampe.

Der findes masser af fonde som vil støtte udsatte borgere til at komme med i foreningsfællesskaber. Et forslag kan være at DDBU søger midler til støtte for at få flere sårbare mennesker med i billardfællesskabet. Det kan være støtte til kontingent, idet økonomi er stor barriere når man er på kontanthjælp, sygedagpenge, eller hvor hele ens livseksistens er truet efter ulykke eller livstruende sygdom. Meget enkelt er forslaget, at hver klub modtager 1000 kr. til et årskontingent for hver ny sårbar borger man får med som nyt medlem i billardklubben. (kan sagtens se at man kan snyde/omgå forslaget, men er også nødt til at appellere til høj moral). Så forslaget er konkret møntet på nye medlemmer.

I praksis betyder det at hvert enkelt medlem i billardklubberne landet over kan tage et sårbart menneske i hånden, og invitere vedkommende med i et foreningsfællesskab.

Forslaget er til gavn for alle billardklubber landet over, for skal vi udvikle dansk billard, så er det endnu vigtigere at vi får selv de mindste billardklubber med på banen. Alt alt for meget herinde handler om elitebillard, og alt for lidt i forhold til at få flere keglebillard, carambole, pool, snookerspillere, med i det som jeg betragter som verdens bedste og mest rummelige idrætsgren der findes.

Af Johnny Sort

Relaterede artikler

COVID-19: Nordjylland lukker ned!

Rune Kampe

Vi byder velkommen til vores nye medarbejder!

Rune Kampe

Regionsfinale Keglebillard Elite Vest/Øst Gennemføres

Kent Rifbjerg Erichsen