Nyheder

Torsten Danielsson ny formand for DDBU

Torsten Danielsson blev på årsmødet den 15. juni valgt som ny formand for DDBU efter at Flemming B. Knudsen havde valgt at træde tilbage som formand.
Af nye ansigter kan nævnes ny formand for pool: Rene Bak fra Randers Pool Club og Martin Søndergaard som efter 1 år som stedfortræder i snooker blev indvalgt i bestyrelsen. Martin kommer fra BK Frem i Kolding.

Den nye formand skriver:

Jeg overtog på årsmødet 15.juni formandsposten efter 4 år med Flemming Knudsen ved roret. Flemming satte i sin formandsperiode barren meget højt og det er en ære at overtage et så veltrimmet og velfungerende DDBU. Der er i de sidste 4 år igangsat et hav af aktiviteter, ideer er blevet til virkelighed og dansk billard er på mange områder kommet meget længere.  

Jeg vil gerne her sige Flemming mange tak for hans store arbejde for billardsporten og ikke mindst den meget detaljerede og professionelle overdragelse af arbejdsopgaverne til mig. Det har givet mig et godt grundlag for at komme i gang med arbejdet. Ligeledes har både bestyrelsen og personalet været utrolig hjælpsomme og tålmodige i overdragelsesfasen. Også her mange tak.  

Jeg er begyndt med arbejdet og er blevet kastet lige ud i mange spændende opgaver. De mange tiltag over de sidste år gør selvfølgelig, at mange af mine opgaver er bundne af at skulle færdiggøre disse.  

Udover VM`et i Randers og andre givne opgaver, vil jeg i det kommende år og årene fremover fokusere på bl.a. følgende opgaver/visioner:  

  1. A) Rekruttering af nye klubber og medlemmer og få undersøgt hvordan (ikke om!) vi får integreret mange flere af de titusindvis af billardspillere, som spiller firmabillard, boligforeningsbillard, skomagerturneringer, i ungdomsklubber, pensionistklubber samt privatklubber. Målet er ambitiøst og mange tiltag omkring integration af førnævnte, har været prøvet igennem årene uden den store succes. Jeg vil arbejde på alternative måder sammen med bestyrelsen og personalet.
  2. B) At få organiseret ungdomsarbejdet på en måde, således at et færdigt koncept for erhvervelse af ungdomsspillere, kan skaleres ud til alle klubber med ambitioner om flere unge i klubben, hvilket forhåbentligt er alle klubber. Der skal tilføjes flere midler og kræfter, så dette vigtige område opprioriteres og på en måde hvorpå vores dygtige ungdomsleder Marianne Mortensen kan få endnu bedre rammer for arbejdet. Det samme kunne gøres på kvindeområdet. 
  3. C) Opprioritering af arbejdet med at optimere indtægter fra eksisterende samt nye kilder.  Vi skal blive dygtigere til at søge fondsmidler, lave sponsoraftaler, firmaaftaler, lobbying, networking, events og i det hele taget tænke på nye og innovative måder. 
  4. D) For at kunne løse både de her nævnte opgaver samt de mange andre opgaver, kan der komme en omstrukturering af DDBUs organisation på tale. Der bliver lavet en tilbundsgående undersøgelse og afklaring af unionens fremtidige behov og udfordringer omkring sporten og hele administrationen, som skal resultere i de nødvendige ændringer på kortere og længere sigt. 

Torsten Danielsson  

Formand Den Danske Billard Union  

Relaterede artikler

Billardens Uge

Niels Hansen

Billardens Uge 2025

Niels Hansen

SKOMAR CHAMP 2024 | Årets største skomarevent 3.0

Rune Kampe