Af Niels O. Hansen
Nicklas Olsen er 20 år, og livet er ofte svært for ham, for han er ikke som de fleste.
Han kan ikke læse og skrive. Han kan ikke forstå lange sætninger. Han taler kun dansk og ser helst kun danske film i biografen. Han kan ikke finde ud af penge, og han kan ikke tage alene rundt uden hjælp.
Men han glemmer det hele, når han spiller snooker.
Og DET gør han rigtig meget.
”Jeg spiller måske i gennemsnit fem timer hver dag. Og jeg ser nok snooker på tv i to-tre timer om dagen i gennemsnit,” fortæller Nicklas Olsen, som er blandt de snooker-spillere, der skal spille med ved DM-ugen i Herning i uge 25.
”Jeg vil gerne vinde medalje ved det DM,” siger Nicklas Olsen, som lige nu ligger nummer seks på den danske rangliste.
Det er ganske imponerende, for Nicklas Olsen har fire diagnoser, som gør hans hverdag utrolig besværlig.
Ganske vist spiller Nicklas som nævnt snooker i fem timer i gennemsnit om dagen. Men tallet dækker over, at der er dage, hvor han ikke spiller.
”Når mit hoved en dag er mærkeligt, kan jeg ikke spille,” siger Nicklas Olsen, der skal have hjælp af sin mor, Kitti, til rigtig mange ting.
Før i tiden var Kitti for eksempel nødt til at tage med til kampene. For Nicklas kunne ikke selv finde vej. Og det kan han stadig ikke, hvis turneringen foregår et sted, han ikke har været før.
”Der er mange ting, som Nicklas Ikke kan. Men spille snooker kan han. Så jeg siger også til ham: Bare gør det! Det er ikke for meget sagt, at Nicklas er billardsportens Rain Man,” siger Kitti og henviser på den måde til den amerikanske film, Rain Man, hvor Dustin Hoffman spiller hovedrollen som autisten Raymond.
Raymond forstår ikke rigtigt, hvad der foregår omkring ham. Men han kan regne lige så hurtigt som en computer. Og han kan huske bittesmå detaljer i årtier, som de fleste andre mennesker glemmer, fordi de ikke synes, de er vigtige.
Nicklas har det lidt på samme måde.
”En af Nicklas’ diagnoser er infantil autisme. Det betyder, at hans autisme er medfødt. Men det er sådan med autister, at der altid er noget, de er gode til. For Nicklas’ vedkommende er det snooker,” fortæller Kitti.
Spørgsmålet er i virkeligheden, om Nicklas er født til at spille billard.
Han fik et bærbart poolbord som syvårig. Og med det samme holdt han helt rigtigt på køen og gik i gang med at spille.
Han havde bordet med alle vegne, og han begyndte at gå på fritidshjem, hvor der også var et poolbord.
Nicklas kunne kun lige knap nok kigge over kanten på bordet. Og på fritidshjemmet skulle børnene have et ’kørekort’ til bordet for at få lov at spille på det.
Men da pædagogen så, hvordan Nicklas holdt på køen, og hvordan han stødte, fik han sit kørekort lige med det samme.
Nok var Nicklas ikke så stor. Men der var ingen fare for bordet.
Da var han otte år. Og året efter begyndte han at spille i Herlev Pool Club, som ligger behageligt tæt på Rødovre, hvor han og mor Kitti boede.
Nicklas vandt bronze i sin første turnering, og han fortsatte med at spille og forbedre sig. Han begyndte også at komme i Copenhagen Pool og Snooker Club på Frederiksberg.
Det var her, han første gang stødte på snooker, hvor ballerne jo ligesom i pool skal ned i hullerne.
Men teknikken er meget sværere i snooker. Hullerne er mindre. Bordene er større. Alligevel forelskede Nicklas sig i spillet med det samme.
Efter et stykke tid spillede han sin første interne endags-turnering, som han vandt. Og derfra var der ingen vej tilbage.
Nicklas kan godt forklare, hvorfor han synes bedre om snooker end pool, selvom det er sværere.
”Det er mere en rigtig kamp. Jo, en gang imellem er der en spiller, som rydder bordet. Men det sker ikke ret tit i snooker. Kampene er længere end i pool, og det kan jeg godt lide,” siger Nicklas.
Mor Kitti tilføjer:
”Nicklas sagde tidligt til mig, at når han spillede snooker, så havde han ikke en masse dumme tanker oppe i hovedet. Snooker er ren medicin for ham.”
Det er også tydeligt, at Nicklas er vild med snooker. Hans ansigt lyser op, når han taler om spillet. Det giver ham en mening med tilværelsen, som er god for både ham og hans mor.
Men sådan har det ikke altid været.
Kitti husker tilbage på en helt lille dreng, der ikke var som de andre børn.
”Nicklas startede med at tale senere end de andre. Og han havde svært ved at omgås dem,” fortæller hun.
Men der var også punkter, hvor Nicklas var forud for sine jævnaldrende.
”Han kunne hurtigere finde ud af at tage tøj og sko på. Her kunne han hjælpe de andre børn. Han var i det hele taget meget hjælpsom. Og bl.a. derfor var han meget vellidt.”
Men i løbet af Nicklas’ tid i børnehaven blev det mere og mere tydeligt, at han var anderledes.
Han havde svært ved at komme i kontakt med de andre børn. Og han vidste ikke, hvordan man skulle spørge om hjælp. I det hele taget havde han svært ved at forstå, hvordan han skulle agere i de situationer, der opstod i løbet af en dag.
Til gengæld var Nicklas meget foretagsom. Han kravlede og gik allevegne. Hele tiden. Og da han begyndte i skole, fik han en diagnose mere til samlingen: ADHD.
Det fik og får han medicin for, og det hjælper ham til at blive roligere og mere fokuseret.
Alligevel var skoletiden en stor udfordring for ham.
”Nicklas havde svært ved at forstå, hvad der blev forventet af ham. Og han havde svært ved at svare på spørgsmål og løse opgaver. Han har svært ved at forstå sammenhængen i det, som andre mennesker taler om. Han skal se det visuelt for at kunne forstå det,” siger Kitti, der i dag bor alene.
Nicklas bor på et bosted i Rødovre, der hedder Campus Espevang. Her lærer han også i højere grad at klare sig selv. Og at stole på andre mennesker.
For én ting som mor er at have at gøre med et barn eller en ung med autisme, OCD og ADHD, og som er kognitivt tilbagestående i middelsvær grad.
Noget andet er at have med en voksen at gøre med de diagnoser.
”Og Nicklas er voksen i dag. Men på nogle punkter er han fem år. Og på andre punkter er han maksimalt teenager. Det slår af og til knuder for ham, og det er der ikke noget at sige til,” som Kitti siger.
Men så har han sin trøst i livet: Snooker.
”Og det giver ham indhold. Det skubber lidt til ham. Og det er godt for hans udvikling,” siger Kitti.
Nicklas har allerede spillet på det danske landshold. Han har også spillet med ved EM for amatører. Og han har store ambitioner, når det gælder snooker.
”Jeg drømmer om at vinde DM en dag. Det er også en drøm for mig at blive professionel snooker-spiller,” siger han.
Nicklas har prøvet at spille mod at spille mod en tidligere professionel. Og det kalder han for sin bedste snooker-oplevelse.
Det skete ved Nordisk Mesterskab, hvor han mødte Robin Hull, der har finsk mor og engelsk far. Han stillede op for Finland. Og han vandt både sin kamp over Nicklas og siden hele turneringen.
”Men jeg nød at se ham spille,” fortæller Nicklas, der både har et idol i snooker på verdensplan og herhjemme.
I Danmark er idolet Daniel Kandi, som har vundet DM ni gange.
Internationalt er idolet den levende engelske legende, Ronnie O’Sullivan, som mange regner for den bedste snooker-spiller nogensinde. Han spiller hurtigt og kan sende ballerne i hul fra store afstande og vanvittige vinkler. Og så har han inden årets VM vundet verdensmesterskabet syv gange – senest i 2022.
Så vidt er det ikke kommet for Nicklas – endnu. Og i forhold til alle andre har han en udfordring mere ved det svære snooker-spil. Det er pointgivningen!
Mor Kitti måtte selv lære sig alle reglerne. Og det var helt nødvendigt, for Nicklas kunne ikke selv regne!
Takket være snooker har han efterhånden lært at lægge sammen. Men han kan ikke trække fra.
Og det er ikke så godt i snooker.
Nogle gange skal en snooker-spiller sammenligne differencen i point med den værdi, som ballerne på bordet har.
Hvis differencen er større end værdien, skal snooker-spilleren ud at dække modstanderen af, så spilleren kan få ekstra point – og på den måde vinde alligevel.
”De andre spillere er som regel søde til at hjælpe ham med den del. Men Nicklas har tabt et spil en gang, fordi det med pointene koksede for ham,” fortæller Kitti.
Om han ender med at blive dansk mester, og om han ender med at blive professionel, må tiden vise. Men Nicklas er sikker på én ting:
”Jeg vil spille snooker indtil den dag, hvor jeg ikke kan spille mere!”
