Nyheder

Generalsekretær Jan Bemmann går på pension

I går tirsdag d. 30. marts var der vagtskifte på DDBUs sekretariat i Idrættens Hus i Brøndby.
Jan, som har beklædt posten som Generalsekretær i 17 år, går få dage før sin 75 års fødselsdag på en velfortjent pension.
Om nogen har Jan været en samlende figur i dansk billard. Og om nogen har Jan udfyldt den plads med dygtighed, omhyggelighed og integritet. Under skiftende formænd og bestyrelser har Jan været den stabiliserende faktor, som med vanligt godt humør, har forstået at mestre den vanskelige kunst at skulle være neutral i politisk øjemed og samtidg være en stærk leder af DDBUs administration.
Mere end 30 år som leder i dansk billard er det blevet til. 30 år som Jan nu i sit otium kan se tilbage på med glæde og i erindringen igen og igen genleve de mange gode minder og oplevelser. Venskaber for livet er blevet knyttet, som nu kan nydes i fulde drag både ved billardbordet og på golfbanen.
Jan var en stærk medvirkende årsag til, at jeg sagde ja til at blive DDBUs nye formand for knap et år siden. Uden hans opbakning og fulde understøttelse samt kompetente rådgivning, ville det store udviklingsprojekt bestyrelsen og jeg søsætter i de kommende måneder og år, ikke have været muligt.
Som så meget andet på grund af Corona krisen, måtte Jans planlagte afskedsreception udsættes. DDBU inviterer hele Billard-Danmark til afskedsreception i forbindelse med årsmødet d.13.juni på Vissenbjerg Storkro, hvor vi kan ære og fejre Jan, som det hører sig til. Nærmere information følger snarest.
Tak for alt kære Jan.
På DDBUs vegne
Torsten Danielsson, Formand

Relaterede artikler

Billardens Uge

Niels Hansen

Billardens Uge 2025

Niels Hansen

SKOMAR CHAMP 2024 | Årets største skomarevent 3.0

Rune Kampe