Information Nyheder Snooker

EM i Snooker 2026 – en tur til Spanien

For første gang skal EM i Snooker spilles i Spanien, når der fra 1.-14. marts afvikles EM i Gandia. I alt skal fire danskere i aktion ved mesterskaberne, der i år har rekord mange tilmeldinger i alle discipliner. Også to danske dommere skal med for at svinge de rød/hvide farver.

Om nogle uger starter EM i Snooker 2026, der er en af årets store højdepunkter for snooker. Helt præcist går det løs søndag d. 1. marts, hvor U16 kickstarter årets EM. Efterfølgende bliver der spillet U18, U21 og til sidst Mens/Mixed, som afslutter braget med en finale d. 14. marts. Det er første gang, at det spanske forbund (R.F.E.B.) hoster mesterskaberne, og forventninger er i år en smule højere end de plejer – ikke kun fordi det er første gang der afvikles EM i landet, men også fordi, at der i alle discipliner er rekord mange tilmeldte! Det er derfor et historisk stort EM på flere måder, som vores fire spillere og to dommere skal deltage i.

Dem, som det hele drejer sig om

De fire spillere, som skal ned og “let the cue do the talking”, er William Bjerregaard, Alex Persson, Alfred Melbye og Robin Tønnessen.

William Bjerregaard er forsvarende Danmarksmester, der fornyeligt vandt GP3 i Albertslund, og efterfølgende lavede 138 i en træningskamp – det må derfor siges, at det er en danmarksmester i god form! Alex Persson har ved sine to sidste turneringer opnået en turneringssejr (sin første af slagsen siden han startede med at spille i maj 2014) og en semifinaleplads, og har præsteret nogle fine breaks i træning. Han melder derfor også klar til kamp. Den yngste spiller i truppen er Alfred Melbye, som også er den første spiller i aktion (han deltager i både U16, U18, & U21) – han er i øvrigt den yngste vinder af en ranglisteturnering herhjemme, da han i oktober 2023 var 13 år gammel, da han vandt sin første ranglisteturnering! Robin Tønnessen deltog også i EM i 2025, og han har været aktiv i mange år, så han tager en god portion erfaring med sig – siden 2014 har han i øvrigt deltaget i 112 turneringer.

De hvide handsker

Udover de mange spillere, så skal man ej glemme de dommere, der hver gang stiller op – og i år er ingen undtagelse; der er nemlig to danske dommere, der skal have deres hvide handsker med til Gandia! Der er tale om Dimitar Dimitrov og Jonathan Pedersen.

Dimitar har været uddannet siden december 2023, og siden da har han fået god erfaring med sig fra to WSF-mesterskaber i 2024 og 2026, samt to EM’er i efteråret 2024 og 2025. Han er også aktiv herhjemme, hvor han jævnligt trækker i de hvide handsker og dømmer. Jonathan blev uddannet ved DM i Århus 2025, og har siden da været aktiv ved flere turneringer som dommer, og dømte fornyeligt finalen i Ølstykke Cup i januar. Det er første gang han skal til EM, og det glæder han sig til.

Man kan følge med på EBSA.tv fra 1. marts, hvor der kan streames kampe og følges med i livescores, samt her på siden, hvor du kan følge danskerne i aktion.

Relaterede artikler

Nicolai Norman Jensen bliver ny konsulent for Den Danske Billard Union!

Rune Kampe

Ungdoms DM 5-Kegler 2025/26

Niels Hansen

LODTRÆKNING | SVS VÆRKTØJ SKOMAR CHAMP – FINAL 16

Rune Kampe