Af Niels O. Hansen
Manden bag landets eneste billardmuseum, Jørgen P. Jørgensen, er af bestyrelsen i Den Danske Billard Union udnævnt til æresmedlem af DDBU.
”Det er jeg utrolig glad for og stolt over. Som det også ligger i ordet æresmedlem, så er det en stor ære. Og det er det i hvert fald for mig,” fortæller Jørgen P. Jørgensen i telefonen fra Svendborg.
”Det var slet ikke noget, jeg havde ventet. Jeg havde slet ikke tænkt i de baner. Ganske vist har jeg været med i mange år. Men det er der jo så mange billardspillere, der har,” som den snart 70-årige Jørgen P. Jørgensen siger.
Men alligevel: Et billardmuseum?
”Det er så meget sagt, at det er et billardmuseum. Det er jo ikke sådan, at det er åbent for alle, der kan gå lige ind fra gaden for at kigge på sagerne. Der er snarere tale om en personlig samling af forskellige billard-effekter fra årenes løb,” fortæller Jørgen P. Jørgensen og fortsætter:
”Det begyndte med, at jeg samlede lidt på gamle køer og gamle baller. Og så greb det om sig. Nu er der også køstativer og bøger og billeder, og væggene er plastret til med gamle plakater.
Min kone og jeg er flyttet fra et hus til en lejlighed, så der kan desværre ikke længere stå et billardbord herhjemme. Men jeg har et kvart billardbord, der stikker ud fra væggen.”
For at forstå Jørgen P. Jørgensens enorme interesse og lidenskab for billard er det nødvendigt at kende hans baggrund.
Han begyndte at spille billard sidst i 1960’erne omkring konfirmationsalderen.
”Der var en af kammeraterne, der havde et lille billardbord, og efterhånden blev jeg bidt af spillet. Jeg havde en onkel, der tilfældigvis spillede i Svendborg Billard Klub – uden at han på nogen måde var en mesterspiller. Jeg fik hans kø af min moster, og så begyndte jeg selv i 15-års-alderen at spille i klubben,” fortæller Jørgen P. Jørgensen.
Der var især et par mennesker i Svendborg Billard Klub, der gjorde, at hans interesse for billard i klubben blev større.
”Der var et ældre medlem, der gav undervisning til os unge mennesker. Han var en stor pædagog, der virkelig kunne lære os at tænke spillet. Desuden var der en bagermester på den vej, hvor jeg boede. Han kunne kun spille om søndagen. Men så hentede han mig om søndagen i sin Volvo, og så kørte vi hen i klubben. Han gav sodavand, og han kunne tale om billard i timevis.”
Men der var mere i det for den unge Jørgen.
”Jeg kunne sagtens komme i klubben og bare sætte mig ved panelet og kigge på dem, der spillede. Der var en bestyrer hver aften, der skulle betales bordleje, og der var faste åbningstider. Der var et liv og et sammenhold i billardklubben dengang, som jeg blev fanget af, men som man desværre ikke rigtigt ser i billardklubberne mere. I hvert fald ikke ret mange steder.”
Som det ofte er tilfældet med unge mennesker, gik Jørgen hurtigt frem i billard.
”Jeg kom hurtigt med på et hold. Jeg spillede sammen med mennesker, som kunne have været mine bedsteforældre, men det tænkte jeg jo ikke over dengang. Vi var jo alle sammen billardspillere.”
Efter nogle år kom Jørgen P. Jørgensen på Svendborgs bedste hold, som dengang lå i 1. division, som svarer til Elitedivisionen i dag.
Men man kan godt mærke på Jørgen P. Jørgensen, at han ikke er meget for at fremhæve sine resultater, der ellers tæller adskillige mesterskaber – både fynske mesterskaber og det, som vi i dag kalder landsmesterskaber.
”Jeg var heldig, at jeg fik lov at spille med nogle af de gamle koryfæer i 1. division. Jeg var også med til de indledende runder i DM i Keglebillard, men jeg nåede jo aldrig til DM-finalen,” som han siger.
Jørgen P. Jørgensen fremhæver til gengæld gerne en bestemt af modstanderne fra dengang.
”Kurt Christensen fra KBK var fantastisk for en ung spiller som mig. Han kunne lære fra sig. Der var andre af de gamle spillere, som ikke gav deres hemmeligheder fra sig. Men Kurt tog mig ved skulderen og gav mig nogle råd efter kampene. Han fortalte mig, hvordan jeg kunne have spillet de baller, jeg kiksede.”
Da Jørgen P. Jørgensen skulle være soldat, kom han til København. Det var et helt bevidst valg.
”Så kunne jeg komme i det gamle KBK i Kødbyen og møde nogle af de store danske spillere. Dengang arrangerede John Søgaard også store turneringer i KBK med stjerner fra udlandet, som jeg også mødte og fik en snak med. Jeg husker bl.a. René Vingerhoedt, Raymond Ceulemans og Rini van Bracht.”
Inden da havde Jørgen P. Jørgensen også selv stiftet bekendtskab med Carambole.
”Jeg havde set Fri Carambole på fjernsynet igennem en glasrude på en tv-forretning i Svendborg. Til at begynde med prøvede jeg at lave amerikaner-serier på vores kegleborde, for vi havde ikke noget carambolebord i Svendborg. Men jeg fik bestyrelsen overbevist om, at vi skulle have et kleinmatchbord. Det fik jeg gavn af, men det fik spillere som Dan Nielsen og Simon Møller også. De blev begge to hurtigt meget dygtige til spillet,” husker han.
Interessen for de såkaldt små Carambolespil – Fri, 1-Bande og Cadre – har Jørgen P. Jørgensen den dag i dag.
”Desværre er der næsten ingen kleinmatch-borde tilbage her i landet. Det er ellers en god måde at lære at spille spillet på for unge mennesker. I Holland og Belgien og Frankrig er der mange kleinmatchborde, som de voksne også spiller på. Der er jo nok en grund til, at de borde er populære i de lande. Der er mange flere succesoplevelser for spillerne på små borde. Nu er der jo flere klubber, der har fået Skomar-borde. Derfor håber jeg også, at tiltaget med turneringer i Keglebillard for juniorer på små borde kan holde bedre fast på de unge mennesker.”
Interessen for Carambole bragte også Jørgen P. Jørgensen til udlandet.
”Jeg tog afsted med Dan Nielsen og Simon Møller, når de skulle spille. Jeg var vild med den atmosfære og det billardmiljø, der var i lande som Holland, Belgien, Tyskland og Frankrig. Jeg lærte endnu flere billardmennesker at kende. Det var rare mennesker at være sammen med. Og det forstærkede min trang til at samle på billardgrej.”
Jørgen P. Jørgensen kan ikke helt forklare, hvor interessen for billard-historie kommer fra.
”Jeg er fra naturens side udstyret med en god hukommelse, og jeg er måske bare nostalgisk anlagt. Jeg interesserer mig også for billardkøer, og i København fik jeg foræret nogle gamle køer af Jørgen Koch (tidligere 15-dobbelt dansk mester i Keglebillard, red.). Det var sådan, samlingen begyndte at vokse,” fortæller han.
”Jeg mødte jo også Paul Erik Sørensen fra Nykøbing Falster, der også var bidt af billardhistorien, og som også var glad for de små Carambole-spil. Det var mig, der i sin tid indstillede Paul Erik til at blive æresmedlem af DDBU. Og det glæder mig, at han nåede at få den oplevelse, inden han desværre gik bort.”
Det var Mick Jørgensen fra Næstved, der indstillede Jørgen P. Jørgensen til æresmedlem tidligere i år.
”Det er jeg meget taknemmelig for,” siger Jørgen P. Jørgensen, der er tidligere skolelærer, og det forklarer også, at du en gang imellem – hvis du er på Facebook – vil kunne læse nogle meget velskrevne historier, der har en forfatter ved navn Ruddie Jakobsen.
”Det er min kone,” griner han.
”Jeg kom lidt sent med på Facebook, så jeg skriver i hendes navn. Jeg behøver ikke at have min egen profil.”
Du kan også sagtens få en god billardsnak med Jørgen i hans lejlighed, hvis du på din vej rundt i landet skulle komme forbi Svendborg, hvor han bor og spiller billard – som han har gjort i årtier bortset fra et par år, hvor han spillede for Bristol i Odense.
”Men det er som sagt ikke et museum i traditionel forstand. Jeg åbner ikke bare døren for hvem som helst, hvor vejen tilfældigvis falder forbi. Det skal være mennesker, hvor jeg ved, at de har en interesse for de ting, som jeg har i min samling – og helst medlemmer af DDBU.”
Derfor beder Jørgen P. Jørgensen om at skrive, at han gerne på forhånd vil kontaktes på telefon, på mail eller på Facebook, inden du besøger ham og hans samling af billard-effekter fra tidernes løb.
Det er hermed gjort!
Fotos: Josef’s Billardarchiv (Facebook)