Kegler Nyheder

Søren Søgård ligaen – status efter 14. runder

Efter der i sidste weekend, blev afviklet kvartfinaler som kan være adgangsgivende til det kommende individuelle DM i keglebillard, var det i denne weekend Søren Søgård ligaens billardspillere der skulle i ilden igen.
Weekendens ”højdespringer” må være Kent Erichsen. Kent skulle kun bruge 3 indgange for at score sine 1600 point – flot præstation af Danmarksmesteren fra 2014 i Skagen.
Vordingborg har genvundet den ”gule førertrøje”, efter den har været udlånt til Vejby den sidste tid. Meeeen de har også spillet en kamp mere end resten (på nær Sorana).

Lørdag
Helsingør (65,59) vs Asaa (77,07) – 2-6
Selvom Helsingør samlet set scorede 10 point mere end Asaa, kunne det altså ikke række til en sejr. Som tallene antyder, har der været mere end almindeligt lir på. Asaa ligger på en meget flot og imponerende placering i rækken (3) og for, at fastholde eller udvide den, så var en sejr i Helsingør et krav. Omvendt ville point til Helsingør betyde, at Helsingør ville kunne skabe lidt mere ”tryghedsdistance” ned til Korsør. Korsør som pt. ligger til at få hjemmebane i nedrykningsslutspillet.

Ringsted (50,95) vs Aars (49,19) – 8-0
Opgøret mellem de to oprykkere, kunne virkelig have været et spændende opgør. Resultatet på 8-0 til Ringsted er en konsekvens efter at Aars har meldt afbud pga. coronasituationen.

Vordingborg (94,61) vs Gilleleje (70,43) – 8-0
Gilleleje stillede desværre med et noget ”skadet” hold, idet sygdom på holdet har betyder, at holdet måtte stille med to reserver. Den eneste virkelig spændende kamp stod mellem Jan Szymula og Ole Christiansen idet slutscoren blev 800-722 i 6 indgange til Jan. Der opstod i øvrigt en noget tricky situation – hvor Ole spørger dommeren, om det var anden gang rødt. Dommeren siger ”nej” og Ole laver rødt – hvilket så viste sig at være forkert og derved tredje gang. Dog har dommeren dømt, og Ole fik lov at fortsætte på den.

Sorana (70,50) vs Vejby (124,95) – 2-6
Kampen blandt de to 4.mænd, blev aldrig rigtig spændende idet Carsten Rasmussen i fornem stil kunne sige ”tak for kampen” til Michael Schæffer efter blot 4. indgange. På nabobordet var situationen lidt mere ”tens” idet Allan Grønager faktiske havde en god chance for at smadre Michael Sørensen – dog er ”stålanden” meget ofte af en anden mening end sin modstander – nøj hvor er det synd for DM-individuelt, at vi ikke ser Michael noget mere. Tror dog det øvrige felt siger ”tak”. 😊
Farlige Frank slår til igen og ”bøffer” Ole Nymark i 6. indgange. Dog var Thomas Bræck lidt mere flyvende på dagens end Søndergaard og derved kunne Vejby tage mod Vordingborg med en sejr i kø-etuiet.

BK Frem 2 (71,61) vs BK Frem 1 (101,75) – 0-8
Som altid når et hold 1 møder klubbens hold 2 i samme række, må og skal hold 1 vinde kampen. Favoritrollen kiksede dog heller ikke for det stærkeste hold i Kolding. BK Frem 1 slagtede hold 2, hvilket holdsnittene på 145 kontra 73 vidner meget sikkert – der var aldrig rigtigt spænding i denne kamp.

Bristol Odense (93,02) vs Korsør (79,73) – 5-3
Korsør ligger pt. til at tage hjemmebanen i slutspillet i bunden og Bristol ligger og kæmper for en slutspilsplads i toppen. Bristol har fået lokket Jens Solberg Nielsen ud af carambole lokalerne i Bristol, og smidt ham ind i keglelokalerne – mon de har smidt nøglen væk til keglelokalet…….? Alt i alt – der var virkelig noget på spil for begge hold.
Andre Petersen fra Korsør gør det godt, og vinder i 9. indgange – Thomas Salling bider dog godt fra sig, og kommer tæt på. Thomas må dog alligevel se sig slået med 226 point. Derved 2-0 til Korsør.
I kampen mellem Jens Nielsen og Lars Jensen var der lir for alle pengene. Kampcifrene blev 800-744 til Jens – pyhaa, derved 2-2.
Brian Nielsen og Ronnie Dalgaard får i deres kamp vist tilskuerne, at scoretavlerne også kan vise to-cifrede antal indgange. Ronnie Dalgaard får kæmpet sig til at score 208 point i efterstødet, og spiller derfor uafgjort med Nielsen.
Endnu en hole-in one fra A1, betød at sejren og æren måtte blive på fyn for denne gang.

Søndag
Helsingør (65,59) vs Aars BK (49,19) – 8-0
Aars har meldt afbud grundet corona-situationen

Ringsted (50,95) vs Asaa (77,05) – 2-6
Selvom Ringsted burde have en hjemmebane fordel, så er Asaa i denne kamp stadigvæk favoritter til at tage sejren. Sådan må det være, når der er tale om en kamp mellem rækkens nr. 3 og Ringsted som pt. ligger næstsidst.
Dog kunne kampene mellem 3. og 4. mændene, godt have udviklet sig positivt for Ringsted. Thomas Holmehøj fra Ringsted vinder over en skidt kørende Lars Christensen i 19 indgange, med cifrene 800-788 – gyyys. På nabobordet var der ikke mindre spænding, idet Christian Hartvig kun var sølle 56 point, fra at kunne skaffe sit hold det første mp – det havde lunet godt hos Ringsted, men sådan blev det ikke.
I toppen var der ikke så meget af rafle om, idet Søren Sørensen og Martin Kristensen viser deres rutine også slukket i 9. og 6. indgange – Ringsteds 1. og 2. mænd når samlet set 274 point.

Vordingborg (94,61) vs Vejby BK (124,95) – 4-4
I Vordingborg skulle rækkens nr. 1 og 2 mødes. I sæsonens første opgør vandt Vordingborg 2-6 på Vejbys hjemmebane, mon ikke Vejby havde noget de skulle vise. De sidste ti år, har Vejby – sammen med Bristol Odense, været alt dominerende på den danske billardscene.
Henrik Hansen starter med at slå Carsten Rasmussen i 8.indgange. Carsten fandt aldrig rigtigt melodien, og Henrik kunne derved besejre Carsten for anden gang i år. På nabobordet var der krig, Claus Hansen startede ud med at scorer ca. 460 point, men fik derefter ikke produceret særlig meget. Michael træk det længste strå i denne kamp og vandt i 5. indgange.
Anders Henriksen har ikke fundet niveauet efter december/januar pausen, og derved kunne Thomas Bræck uden de store problemer vinde i 6. indgange.
Jan Szymula viser igen, hvorfor han har været dansk mester to gange – selvom hans årssnit siger, at det burde være en svær opgave. Jan knuser Ole Nymark i 3.indgange – fuldstændig ligesom i første opgør. Enorm stærk præstation, af den mentalt stærke Lollik.

Sorana (70,50) vs Gilleleje (70,43) – 6-2
Om lørdagen stillede holdet med to reserver. Men op til søndagens opgør, har Gilleleje måtte finde en reserve mere, og derved stille med tre reserver. Jeg kender ikke til, at der nogensinde er blevet stillet med 3 reservespillere på et hold. Dette er naturligvis vigtigt at have i baghovedet, når man ser på dette opgør.
Michael Schæffer fra Sorana taber til den nye reserve fra Gilleleje. Men derefter var det tre ret klare sejre til Sorana og derved 6-2.

BK Frem 2 (71,61) vs Korsør (79,73) – 3-5
Pt. er disse to hold placeret således, at Korsør får hjemmebane i nedrykningsslutspillet og BK Frem 2 bliver nr. 2 i nedrykningsslutspillet. Jeg har svært ved at forestille mig, at Korsør skulle ende i nedrykningsslutspillet, men skulle det ske, så har denne kamp stor betydning for psykologien. En sejr ville betyde at det ene hold, får e tpsykologisk overtag – dog vil det tabende hold helt sikkert kæmpe for at bevise sit værd i næste opgør.
Andre spiller en flot kamp mod Bjørn Aalsing, og vinder stensikkert i 6. indgange. På nabobordet bliver der spillet uafgjort i 10. indgange – derved 1-3 til Korsør. Ronnie Dalgaard taber sin kamp til Poul Arne Aagaard med sølle 8 point. Men da Kai Jensen er flyvende og vinder i 3 indgange, var 5-3 sejren en realitet.

Bristol (93,02) vs BK Frem 1 (101,75) – 2-6
Vi skal helt tilbage til 2012 for, at finde sidste holdkamp, hvor BK Frem vinder over Bristol. I den lange periode derimellem, har der naturligvis været flere uafgjorte og flere 5-3 sejre til Bristol.
Per Jensen vinder relativt sikkert over Jens Nielsen. Der hvor der for alvor var spænding, var i kampen mellem Thomas Salling og Bent Sørensen. Thomas Salling mangler to point, og har en nem tværbal. Tværballen bliver ramt snorlige, men der er ikke helt så meget ”tomatkontrol” og den røde går direkte i hjørnehullet. Bent Sørensen siger ”ja tak” og får lukker med ca. 100 point, derefter brænder Thomas Salling efterstødet med ganske få ”mikrometer”. gyyyys
Sebastian Skøtt har chancen for at slå Brian Nielsen på ”eget græs”, men må se sig slået med det yderste af neglende. Derved 4-2 til BK Frem.
Johnny Hansen er kendt og berygtet for, at være et monster i denne situation. Johnny har virkelig skaffet Bristol mange sejre, ved at slukke med en ”monster serie” lige for næsen af modstanderen. Dette forløb skulle denne kamp også få, dog med en anden spiller som vinder. Johnny starter godt ud, og det ser som altid – vildt nemt ud. Men en klonker på en direkte, henviser A1 til stoler. På stolen kan han se, at Kent Erichsen stille og roligt får produceret point. Efter ca. 45 minutter, kan Kent knytte næven efter sin 2. hole-in one mod netop Johnny – dette inden for ganske kort tid.

Stillingen i toppen
I front har vi måske lidt overraskende Vordingborg med 23mp og 15 spillede holdkampe.
Nr. 2 er Vejby med 22mp. Dog har de spillet en kamp mindre end Vordingborg – derfor må forventningen også være, at Vejby tager sig af DM slutspillet for hold – altså får hjemmebanen.
Nr. 3 er igen en overraskelse, idet Asaa har overtaget BK Frems ”bronze-placering”. Asaa har også 22mp og en kamp mindre end Vordingborg.
På fjerdepladsen har vi BK Frem 1. Forventningen må klart være, at BK Frem vil rykke to skridt længere op. BK Frem 1 har pt. 19 point, men kun 13 afviklede kampe.

Det hold der ligger lige uden for slutspillet er Bristol på 16mp. Bristol har indhentet en stærk mand i form af Jens Nielsen, så det bliver spændende om de kan nå i slutspillet.

Stillingen i bunden.
Pt. ligger Korsør til at tage hjemmebanen i nedrykningsslutspillet. Det er en meget stor fordel af flere årsager. 1. De har fordelen af at kunne spille på ”eget græs”. 2. De får 1.5mp med over, hvilket betyder at de er 1mp foran nedrykningsstregen inden de har stødt! Korsør har 10mp
Nr. 2 er BK Frem 2. De er 3mp efter Korsør.
Nr. 3 og 4 er Ringsted og Aars. Kigger man på deres holdgennemsnit, så er der ingen tvivl om, at de umiddelbart må være nedrykningskandidater. Ringsteds første mand har mindre i årsgennemsnit end BK Frem 2`s fjerdemand.

 

 

 

Relaterede artikler

Billardens Uge

Niels Hansen

Billardens Uge 2025

Niels Hansen

SKOMAR CHAMP 2024 | Årets største skomarevent 3.0

Rune Kampe