Der er nu indgået en officiel aftale mellem DDBU og DrinxSjøbeck, som dermed får en markant rolle i udbredelsen af Skomar-disciplinen samt afviklingen af Skomar-events i hele landet.
Samarbejdet startede faktisk allerede for ca. 7 år siden, hvor Johnny Sjøbeck med firmaet Sjøbeck fik interesse for Skomar og især DSM, som jo primært foregik ude hos firmaets kunder. Siden da er der sket meget – både for Sjøbeck, som fusionerede med Drinx d. 1/1-24 og blev til DrinxSjøbeck, og for dansk Skomar, som i høj grad har udviklet sig til en folkelig sportsgren med stigende interesse fra både klubber, værtshuse og tv-seere landet over.
CEO for DrinxSjøbeck, Tommy Toft ser frem til et stærkt og langsigtet samarbejde omkring dansk Skomar-billard.
“Vi ser et stort potentiale i samarbejdet med DDBU. Skomar spilles i høj grad på værtshuse og barer – præcis dér, hvor mange af vores kunder og samarbejdspartnere befinder sig. Det skaber en naturlig synergi, hvor vi sammen kan styrke både sporten og fællesskabet omkring den,” udtaler Tommy Toft.
Og som en del af det nye samarbejde sker der også noget nyt på turneringsfronten:
DSM – Danish Skomar Masters – genopstår!
Men denne gang i en ny og opdateret form: DrinxSjøbeck Masters. En turnering, der bygger på traditionen, men med fornyet energi og ambitioner.
Samtidig får det nye turneringsformat Matchplay nu den officielle undertitel:
Fueled by DrinxSjøbeck – en tydelig markering af det stærke partnerskab og den fælles passion for at bringe Skomar ud til endnu flere danskere.
Med DrinxSjøbeck som hovedsponsor får Skomar-disciplinen et solidt fundament til at vokse videre – både sportsligt, socialt og organisatorisk.
Læs mere om DrinxSjøbeck på www.drinx.dk