Klassisk

DM-guld til Anders Henriksen: Lærlingen fik revanche med stil!

Af Niels O. Hansen

Anders Henriksen fra Vordingborg Billard Club tog revanche og blev dansk mester, da han i sidste weekend tog guld ved DM i Cadre 71/2. Og det tør nok siges, at det skete med stil!

I finalens finale mod Dan Nielsen fra arrangørklubben KBK i København præsterede Anders Henriksen det meget sjældne og fantastiske: Han fik udlægget – og så lukkede han i første indgang til 150 point uden at kikse undervejs!

”Det er sådan noget, man drømmer om,” siger Anders Henriksen.

”Man kan jo ikke planlægge det. Men jeg var bevidst om, at den gerne skulle have fuld gas fra start. Men omvendt: Jeg tog også et stød ad gangen. Det var på forhånd et fokusområde fra min side,” fortæller han.

Ved årets DM i Cadre 71/2 var der seks deltagere, som spillede alle-mod-alle over to dage. Så det gav fem kampe til alle seks spillere i KBK’s lokaler.

Det var helt forventet, at finalens finale ville stå mellem 59-årige Dan Nielsen og den 30 år yngre Anders Henriksen. Det er samtidig velkendt, at det er Dan Nielsen, som har lært Anders Henriksen det meste af det, han kan.

Men det var Anders Henriksen, der havde revanche til gode mod Dan Nielsen. For ved DM i Cadre 47/2 tidligere på sæsonen, var det mesteren, der havde vundet over lærlingen i DM-finalen.

”Ganske ærligt fokuserede jeg ikke så meget på det. Det fyldte ikke så meget for mig. Det vigtigste for mig var, at jeg havde det rette fokus,” siger Anders Henriksen og fortsætter:

”Det rette fokus for mig var blandt andet, at jeg kom godt fra start i mine kampe. Jeg vidste, at hvis jeg kom skidt fra start, så kunne den ene indgang tage den næste. Og den situation vil jeg gerne undgå.”

Som så mange andre dygtige spillere har Anders Henriksen allieret sig med en idrætspsykolog. I hans tilfælde er det Jørn Ravnholt, som tidligere har været tilknyttet DDBU.

”Mit samarbejde med Jørn Ravnholt har gjort, at jeg har fået en følelsesreguleringsøvelse, som jeg bruger. Jeg ved, hvordan jeg har det, når spillet kører godt. Og jeg ved også, hvordan jeg har det, når det ikke kører. Jeg mærker meget efter, hvordan jeg har det – også i livet som sådan. Jeg har også fået nogle redskaber, jeg bruger for at få de rette følelser frem.”

Som eksempel nævner Anders Henriksen føromtalte DM i Cadre 47/2.

”Her brugte jeg pauserne til lidt for meget snik-snak, som fjernede fokus. Ved weekendens DM tog jeg nogle gange en gåtur lidt væk fra spillestedet. Jeg kunne mærke, at det hjalp mig.”

Ved weekendens DM blev Dan Nielsen, KBK, nummer to.

For netop Dan Nielsen og Anders Henriksen venter nu EM for klubhold i Frankrig midt i april.

Her skal Anders Henriksen spille Cadre 71/2, mens Dan Nielsen spiller Cadre 47/2. Den tredje deltager er den regerende danske mester i 1-Bande Carambole, Brian Zola Hansen fra BK Grøndal. De tre repræsenterer KBK ved EM.

Det er ingen hemmelighed, at de ’små’ Carambole-spil er meget mere udbredte i specielt Centraleuropa end her i landet. Derfor er der ingen ambitioner om ligefrem at vinde EM.

Men så igen: Hvis man på en god dag kan lukke i første indgang, så kan man jo i virkeligheden slå alle.

”Jeg glæder mig meget, for jeg tror på, at Dan og jeg godt kan drille nogle af de store navne. Brian Zola kan med sin styrke i 3-Bande Carambole samtidig være en ubehagelig modstander i 1-Bande Carambole for spillere, der mest spiller Fri Carambole og Cadre. Så ambitionen er at drille de andre hold. Og så må vi se, hvad det rækker til,” siger Anders Henriksen.

Ved weekendens DM i Cadre 71/2 var der bronze til Claus Andreasen, Nexø BK og Christian Andersen, KBK.

Michael Byrgesen og Éric Cisternas, begge KBK, blev henholdsvis nummer fem og seks.

EXPLAINER: Hvad er Cadre 71/2?

Cadre minder mest af alt om Fri Carambole, hvor spillerne har hver sin stødbal, som de skal ramme begge de andre baller med. Det giver et point og ret til fortsat spil.

Der er ingen krav om bande, men bordet er opdelt i et antal felter, som er markeret med streger.

Tallene 47 og 71 angiver afstanden fra stregen på feltet til banden målt i centimeter. 2-tallet viser, at enten bal 2 eller bal 3 skal forlade feltet hver anden gang. Men denne bal må gerne komme tilbage til feltet i det pågældende stød.

Der findes også Cadre 47/1, hvor bal 2 eller 3 skal forlade feltet hver gang.

Der er ni felter i Cadre 47, mens der kun er seks felter i Cadre 71, som derfor er sværere.

De dygtigste spillere kan placere bal 2 og bal 3 på hver sin side af en streg og på den måde score en del point.

Derudover står opsamlingsballerne i fokus.

Det kræver en meget veludviklet og fintfølende tempofornemmelse både at lave carambolage og samtidig (helst) få en bal – normalt bal 2 – til at returnere til det felt, den forlod.

Relaterede artikler

Nicolai Norman Jensen bliver ny konsulent for Den Danske Billard Union!

Rune Kampe

Mesteren slog lærlingen: Dan Nielsen vandt DM nummer 54

Niels Hansen

Efter syv år: Anders Henriksen er igen dansk mester i Fri Carambole

Niels Hansen